»Lænsepumpe! Hvem har lænsepumpen?,« råber ubådsbygger Andre Christensen stående oven på ubåden UC3 Nautilus.

Det er lørdag formiddag, og der er vand inde i båden, og det skal ud. Hurtigst muligt.

Andre Christensen stirrer spørgende ud over forsamlingen. Her er de 24 andre entusiaster, som har bakset med bolte, ballasttanke og beregninger for at skabe det, som med rette kan kaldes for verdens største privatbyggede undervandsbåd. Over 100 venner, familiemedlemmer, kærester og andre nysgerrige er troppet op og følger nøje med. Kameralinserne fra DR, TV2 og Discovery snurrer hektisk i forsøget på at indkapsle scenen.

Og ingen aner, hvor lænsepumpen er henne.

Det frivillige mandskab tager dog situationen roligt. Vandet er ikke havvand sivet ind gennem en utæthed. UC3 Nautilus’ kulsorte ydre i højstyrkestål står nemlig stadig plantet på land ved det gamle B&W værft i København. Vandet er sandsynligvis bare noget, som en af besætningsmedlemmerne har spildt i forbindelse med det årelange knokleri.

Om blot én time skal ubåden vise sit værd. For første gang skal den mærke den vuggende fornemmelse fra havet omfavne sit skrog. Fire års arbejde vil enten flyde eller synke.

Hvis noget går galt, når ubåden overgår fra en form for stabilitet til en komplet anden, så er der størst sandsynlighed for, at det vil være at ligge skævt.

Selv da teknologien bag ubådsbyggeri var udviklet, og Danmarks ubådsflåde havde sine velmagtsdage, hændte det alligevel fra tid til anden, at de jomfruelige modeller tippede rundt ved det første møde med det våde element.

»Det er virkelig svært at søsætte ubåde. Det største problem, hvis de kommer til at ligge skævt, er batterierne, hvor syren risikerer at sive ud,« siger ingeniør og tidligere maskinmester på en af hærens ubåde, Tommy Byskov.

Søsætningen foregår på udrustningskajen parallelt med Langelinie. Men først skal UC3 Nautilus derover og transporteres over en kilometer på landjorden. Den opgave løser en kran, der løfter den 32,5 ton tunge, 17,8 meter lange og 2 meter i diameter brede undervandsbåd over på et lastvognslad med skiltet "særtransport".

Så går turen mod havet. I front spankulerer musikanter klædt i blå/hvide sømandstrøjer og matroshuer. Herefter ét stykke undervandsbåd på lad. Og så et ensemble af publikum, bilister og pressefolk – talmæssigt en statsmands begravelse værdigt.

Vel fremme bliver UC3 Nautilus sidste forbindelse med landjorden – to enorme metalklodser, som dens buede statur står plant på – svejset af. Nu løfter kranen ubåden over det blågrønne havvand.

Ubådsbygger Peter Madsen når lige at komme med en opfordring til de fremmødte:

»Nu håber jeg ikke, at I griner, hvis den synker, når den ryger i, men det kan altså godt ske.«

»Det gik jo helt fint. Det mest smertefulde var, da mit hjerte stod stille et øjeblik under søsætningen,« ler ubådsbygger og til daglig maskinmester og værkfører på Lindøværftet, Peter Blazejewicz.

UC3 Nautilus skal herefter bugseres over til dens kajplads ved Teglholmen i Københavns Sydhavn. En rigtig dykning lader vente på sig, da de 25 ubådsentusiaster stadig har et stykke arbejde foran sig blandt andet med installationen af det komplette ballastsystem og navigationsanlæg.

Ubåden har plads til otte personer og indeholder blandt andet et smalt rum med to senge og et lille køkken med kogeplade og miniovn. Flere skibsproducenter har sponsoreret materialerne, så prisen har kunnet holdes nede på 1,5 millioner kroner. Foreløbigt er planen, at ubåden om et par år skal sejle til Middelhavet.