Grønne organisationer kræver filtre på danske brændeovne
I et brev til flere ministre kræver ni danske miljøorganisationer med Det Økologiske Råd i spidsen, at Danmark indfører krav om filtre i skorstenene, der renser de sundhedsskadelige partikler fra røgen fra landets brændeovne.
Læs også
-
For lave skorstene sender giftig brændeovnsrøg i hovedet på naboen
Læs mere om
Filer
Danmark skal ikke tillade, at 600.000 villaer og sommerhuse får varmen ved at lede sundhedsskadelige partikler i hovedet på deres naboer.
Derfor kræver ni miljøorganisationer, at regeringen indfører et krav om at rense røgen fra brændeovne og -kedler med elektrofiltre og katalysatorer.
Organisationerne roser regeringen for at have iværksat en kampagne for at få brændeovnsejerne til at fyre miljørigtigt, så der slipper så få partikler som muligt ud i hovedet på naboerne.
»Men det er langt fra tilstrækkeligt. Virkeligheden er, at omkring en tredjedel af brændeovnsbrugerne i 2007 af uvidenhed ofte eller jævnligt praktiserede natfyring, som er en stærkt forurenende fyringsmetode, hvor man skruer for meget ned for lufttilførslen om aftenen for at lade ovnen brænde svagt og ulme natten over,« skriver organisationen i et brev til miljøminister Troels Lund Poulsen (V).
Vi brænder mere og mere træ af derhjemme
Det Økologiske Råd har i forbindelse med kravet om filtre gennemgået de officielle rapporter om brændeovnsrøg og fremhæver derfor, at brændeovnene udleder omkring 60 procent af de sundhedsskadelige, fine partikler herhjemme. Dertil kommer 90 procent af forureningen med tjærestoffer og halvdelen af dioxinen.
Organisationerne fremhæver, at fyringen med træ i private hjem er fordoblet på 15 år, og at stigningen ser ud til ud til at fortsætte, blandt andet som følge af de stigende oliepriser.
Der er langt bedre alternativer, når det gælder opvarmningen af boligerne, mener organisationerne og henviser blandt andet til varmepumper med for eksempel jordvarme drevet af vedvarende energi.
»Træ bør brændes på vores energieffektive kraftvarmeværker, hvor der både udvindes el og varme, og hvor røgen renses effektivt og udledes i stor højde,« skriver organisationerne til miljøministeren.
Læg forureningsafgift på brændeovne
De foreslår, at regeringen pålægger brændeovnene en "forureningsafgift".
»Brændeovne, brændefyr og pejse anvendes i dag ofte på grund af økonomiske fordele for ejere, som ikke ville være til stede, hvis ejeren skulle betale for de sundhedsomkostninger, som de påfører samfundet,« begrunder organisationerne.
De mener, at der skal være tale om en minimumsafgift som en procentdel af brændeovnens nypris, og at der skal gives rabat for miljømærkede ovne og naturligvis for rensning med partikelfiltre.
Endelig foreslår organisationerne, at grænserne for, hvor mange partikler nye brændeovne må udlede, halveres med det samme, og at kommunerne får ret til at udlægge områder, hvor borgerne ikke må fyre med brændeovne.
De ni organisationer er ud over Det Økologiske Råd Greenpeace, Dansk Cyklist Forbund, Grøn Hverdag, Natur og Ungdom, Aktive Forbrugere, Landsforeningen for Økosamfund, Røgfrit Miljø og Foreningen for Miljø og Folkesundhed.






