Mildt forår giver norske jordskred på stribe
Gudbrandsdalen i Norge, som burde være sikret mod jordskred, har oplevet flere skred på få dage. Årsagen er en kombination af mildt vejr, meget sne i fjeldene og ingen frost i jorden.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Seks-syv mindre jordskred plagede i begyndelsen af ugen Gudbrandsdalen i midten af Norge, men først natten til fredag gik det helt galt, da et stort jordskred ødelagde fire huse og førte til evakueringen af 150 beboere i landsbyen Ota.
Gudbrandsdalen og især området omkring Ota er ellers normalt ikke udsat for jordskred, blandt andet fordi nedbøren her samlet set over året er minimal, skriver Teknisk Ukeblad. Men en kombination af flere faktorer har rokket ved byens ellers sikre placering.
»Det er en vældig sammensat årsag til disse skred. Vi har haft en langvarig periode med mildt vejr både dag og nat, kombineret med meget sne i fjeldet, og at der ikke har været noget frost i jorden,« siger plan- og beredskabschef Ola Næprud fra Sel Kommune til Teknisk Ukeblad.
Geotekniker Håkon Heyerdahl ved naturskadeafdelingen i NGI bakker op om vurderingen.
»Snedækket kom på et tidspunkt, hvor der ikke var frost i jorden. Når sneen smelter, går vandet derfor helt ned i grundfjeldet, og jorden fyldes op med vand. At vandet kommer op ad jorden, hvor der rinder vand fra før, tyder på, at jordlaget ikke bliver hårdt, og mange steder er vandmængderne så store, at de giver kraftig erosion.«
»I tillæg er der enkelte steder, hvor vandet samles i opdæmninger i en periode for eksempel ved nedsynkninger. Det medfører et stort vandtryk under fjeldet og jordlaget og kraftige skred, når vandmasserne finder et udløb,« siger Håkon Heyerdahl.






