/transport

Her er Europas værste tunnel

Nødtelefonerne og ildslukkerne mangler. Tunnelpersonalet, som ikke er klædt på til opgaven, kan ikke komme i radiokontakt med brandvæsenet. Det er blot nogle af minusserne ved den mindst sikre af 31 europæiske tunneler i ny undersøgelse.

Af Mads Nyvold, fredag 25. apr 2008 kl. 16:14

Skal du på bilferie til sommer, er det med at undgå Cernobbio-tunnelen – altså medmindre du ynder suset i maven efter en vovet situation.

Ifølge den uafhængige organisation Euro TAP kan den 25 år gamle italienske tunnel nær Como-søen nemlig sagtens byde på sådan en oplevelse, hvis noget går galt.

I en gennemgang af 31 europæiske tunneler vurderer organisationen, at den 2,4 kilometer Cernobbio-tunnel har de mest elendige sikkerhedsforhold.

På plussiden angiver Euro Tap, at Cernobbio-tunnelen er spærret af for godstransport, at der er vigepladser for hver 700 meter, at der er en nødudgang og et farbart nødspor 1,8 kilometer væk udgangen. Men så ophører plusserne også.

Blandt 21 udråbstegn finder man, at der dagligt er kø, at trafikradioen sætter ud i tunnelen, at der ikke er nogen videoovervågning, at der ikke er et automatisk varslingssystem til personalet i tilfælde af ulykker eller uregelmæssigheder, at der ikke er nogen nødtelefoner eller ildslukkere, at flugtvejene ikke er genkendelige, at luftsystemet i tilfælde af brand er underdimensioneret, at sikkerhedsrelevante kabler ikke er tilstrækkeligt sikret mod flammer, at tunnel-personalet ikke kan etablere radiokontakt med politi og brandvæsen, og at der ikke eksisterer en alarm og indsatsplan ved nødstilfælde.

Testvinderen er den 1,3 kilometer lange Pont Pia-tunnel i Andora. Men generelt star det ifølge Euro Tap sløvt til med sikkerheden. En tredjedel af tunnelerne dumpede i testen.



25. apr 2008 kl 21:27

Christoffer Hansson

Hvad menes med...

Det her:

"...at der er en nødudgang og et farbart nødspor 1,8 kilometer væk udgangen. "

Men det er vel næppe overraskende at så mange tunneler dumper. Der er mere prestige i at bygge tunnelen sammenlignet med at drive den bagefter.


27. apr 2008 kl 11:41

Tim Holst Petersen

Re: Hvad menes med...

Der er et nødspor 1.8 km fra udgangen? Tunellen er 2.4 km lang.

Der menes sikkert udgangen i forhold til køreretningen, altså 600 meter efter indkørsel i tunellen, men jeg synes alligevel det lyder underligt. Det er måske bare mig.

Tim


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.