Der må findes en løsning på de alt for tætte moderne boliger, hvor det er som at bo i en 'gummistøvle'. Der er svampeproblemer, og man får astma og allergi af at bo i den slags huse.

Det skriver ingeniør Henning Sommer i Ingeniøren 14/2008. Han foreslår, at der udvikles boliger, som skal have vægge, der kan ånde og todelte vinduer med et mellemrum, der udluftes med tør, varm luft. Den kan i givet fald komme fra en solfanger, der er integreret i vinduet.

Henning Sommer medgiver, at hans koncept alt i alt nok vil føre til et forhøjet energiforbrug til opvarmning.

Sommer peger på et reelt problem, når det gælder indendørsklimaet. Men når det kommer til løsningen, må det afvises at indføre nye forskrifter i byggeriet, som fører til forøget energiforbrug. Det er selv ved opfyldelse af BR 06 flere gange højere end ved anvendelse af bedste praksis inden for energieffektivt byggeri.

På vore breddegrader må de såkaldte passivhuse være det bedste bud, som ikke har de nævnte problemer med indendørs klima og samtidig nedsætter energiforbruget markant.

Der findes allerede flere tusinde passivhuse i Østrig og Sydtyskland med en fuldt udviklet byggeindustri, komponentleverandører og rådgivere og arkitekter, der er specialister inden for den form for byggeri. For at overholde passivnormen må et passivhus højst bruge 15 kWh pr. m2 beboet areal til opvarmning pr. år.

For at komme ned på dette meget lave energiforbrug til opvarmning skal huset være tæt. Så tæt, at for at blive certificeret skal et passivhus trykprøves, forinden det afleveres. Men hvordan kan man så leve i en sådan 'gummistøvle', uden at alle de af Henning Sommer omtalte problemer følger med.

Løsningen er et højtudviklet ventilations- og varmegenvindingsanlæg, som er nødvendigt for at gøre huset sundt at bo i og for at sikre en god energiøkonomi.

Eftersom der i et passivhus ikke findes olie- eller gasfyr, radiatorer eller den sædvanlige udsugning fra de våde rum, er der samlet set færre tekniske installationer i et passivhus end i et 'aktiv' hus med varmeanlæg. Derfor er der nærmest færre tekniske installationer, der kan gå i stykker, hvilket Henning Sommer med rette peger på er vigtigt.

I et passivhus er vægge, gulv og loft naturligvis kraftigt isoleret, ligesom kuldebroer er reduceret til et minimum. Det virkeligt innovative i passivhuse er vinduer med en u-værdi på under 0,85, hvorved vinduet ikke længere er en kuldebro, men en del af varmeforsyningen.

Passivhusnormen er så stram, at dersom vinduerne ikke overholder den nævnte u-værdi, så kan der ikke kompenseres herfor gennem forbedret isolering eller varmegenvinding. Der har ikke indtil for nylig kunnet købes danskfremstillede vinduer, der overholdt kravene, men flere producenter er på vej. De behøver imidlertid et hjemmemarked.

I stedet for, at vi bevæger os ud i langvarig og kostbar forskning og udvikling i energirigtigt byggeri, bør vi erkende, at indtil videre kan byggeri næppe gøres mere energieffektivt, end det kendes i passivhuse.

Udviklingen er kørt fra os i Danmark, når det gælder det bedste inden for energi effektivt byggeri. Men sådan går det, når man, som det skete i 2002, sender dem med de perspektivrige ideer og projekter på gaden. Så mister man rollen som foregangsland og må hente den nyeste viden i udlandet.

Samtidig er det noget nær en økologisk katastrofe, at de enorme friværdier i husene er blevet anvendt til prangende køkkener, badeværelser og udestuer og ikke investeret i energimæssig langtidssikring af vore bygninger.

Passivnormen kan benyttes på boliger, institutioner, erhvervsbyggeri, på nyt byggeri såvel som renovering. Når det er sat i system koster passiv huse det samme som konventionelt byggeri.

Inden for byggeri skal man tænke langsigtet, og det gør bygningsejere ofte ikke. Derfor sker omstillingen til huse med lavt energiforbrug ikke ad frivillighedens vej. Staten skal komme med forskrifterne. Med tilbageskrivning af fremtidens udgifter til energiforbrug i bygninger, vil investering i passivhuse være overordentlig god både samfundsøkonomisk og for den private økonomi.