Nu får Cowi lov at bygge verdens længste hængebro
Danske Cowi er hovedrådgiver på byggeriet af verdens længste hængebro, der først blev skrottet, og nu har fået grønt lys af Italiens premierminister.
Da italienerne gav Berlusconi deres stemmer ved det netop overståede valg, sagde de samtidig ja til at bygge verdens længste hængebro. Projektet var ellers lagt i mølpose på grund af prisen.
Den 3,3 km lange bro over Messinastrædet er budgetteret til omkring 30 milliarder kroner.
Men Silvio Berlusconi, der for tredje gang blev Italiens premierminister, har længe skubbet på projektet, der var ét af fire højtprioriterede punkter i hans valgkamp.
Broen, der skal forbinde Sicilien med resten af Italien, var klar til at blive bygget af et byggekonsortium, anført af den italienske entreprenør Impregilo, og med dansker Cowi som hovedrådgiver. Men da Romano Prodi i maj 2006 afløste Berlusconi, blev projektet omgående skrottet som alt for dyrt.
I Cowi, hvis del af kontrakten har en værdi af omkring en halv milliard kroner, er brodirektør Anton Petersen en glad mand.
»Vi synes, at det er en god idé at bygge den bro, så vi håber, at arbejdet nu kommer i gang. Men vi tager intet for givet, før konsortiet har fået tilladelse til at gå i gang - det såkaldte notice to proceed,« siger Anton Petersen.
Skønt kontrakten oprindelig blev underskrevet, nåede man aldrig til notice to proceed, før organisationerne blev sat på hold.
»Nu skal projektet tilbage på skinnerne, og det sker ikke fra den ene dag til den anden. Der er seriøse praktiske og økonomiske spørgsmål, som først skal afgøres. Bl.a. skal den 25 års koncession til at designe, bygge og drive broen, som vi fik af den daværende italienske regering, genforhandles, efter at der er gået tre år,« siger direktør Ian Firth fra entreprenørkonsortiet til New Civil Engineer.
»Vi er i løbende kontakt med organisationen, og det vil nok tage to-tre måneder, før den er reetableret. Det samme gælder Cowis projektgruppe på 80 mand, der også er helt demobiliseret,« siger Anton Petersen.
Derefter går et par år med byggeforberedelse.
Broen bliver først og fremmest bygget for at udvikle Syditaliens infrastruktur. Den ventes at få mellem 15 og 20 procents EU-finansiering.
Den kommer til at bestå af tre brodragere, hvor andre normalt består af en drager, mens få andre, bl.a. Stonecutters Bridge i Hongkong, har to dragere. To af vejbanerne er for biltrafik, mens den midterste drager er for jernbane.
Af hensyn til broens aerodynamiske stabilitet bliver dragerne udformet med krumme overflader som flyvinger. Broen har et ekstremt spænd, der er 50 procent længere end den hidtidige verdensrekord fra Japan.
Hovedbærekabler består af kæmpe bundter af ståltråde med en diameter på 5,33 mm. I alt skal der bruges så meget tråd til Messina broen, at man ville kunne vikle tråden ca. 20 gange omkring Jorden.






