Oldnordisk billetkøb til Øresundstog
Af Otto Anker Nielsen,
torsdag 17. apr 2008 kl. 21:59
Øresundstogene kører direkte fra Hovedstadsområdet til en række destinationer i Sydsverige. Desværre så er det noget af en udfordring at købe billet til disse tog.
I de gode gamle dage købte man billetter til tog i billetsalget på togstationer. Sådan set ret logisk. Det kan man stadigt til ture internt i Danmark på visse stationer. Men hvis man f.eks. skal fra Allerød til Älmhult i Sverige (hvor vores Ødegård ligger i nærheden), ja så er man på herrens mark. Selvom det jo blot er en simpel rejse med S-tog til Hovedbanegården (eller Hellerup, Østerport eller Nørreport), og så Øresundstog direkte til Älmhult. Men en sådan billet kan man skam ikke købe på Allerød station. Åbenbart er det for kompliceret en operation, til at man vil overlade den til personalet her. Men man henvises til Lyngby station eller sågar Hovedbanegården. Det er jo altså et stykke væk, når man nu bor i Allerød (eksemplet kunne for den sags skyld også være en studerende, der skulle fra Svanemøllen station til Lund, eller andre rejser på tværs af sundet).
Vi kunne heller ikke bestille billetten over telefonen, medmindre man angiveligt accepterer 11 dages leveringstid – det er jo godt nok lang tid, selv Post Danmark taget i betragtning.
Vi prøvede så DSB’s hjemmeside, hvor Älmhult af uransagelige grunde fortolkes som ”Haslevvej v/Hjælmsømaglevej”. Efter lidt klikken rundt opgav vi hovedsiden, men gravede os ned via sekundære menuer og endte med en vis tålmodighed på en underside ”Togbilletter til udlandet”. Klikker man på ”Bestil togrejse” får man imidlertid følgende besked;
”Bestillingsformularen er midlertidigt fjernet.
Kontakt dit lokale DSB Rejsebureau eller ring til DSB Udland på tlf. 7013 1415 alle ugens dage fra kl. 8 - 20.”
Nu er det jo sådan, at vi allerede havde fundet ud af at det ”lokale” DSB Rejsebureau jo ligger pænt langt væk fra Allerød. Og vi havde også allerede ringet til DSB Udland, hvor vi havde fået at vide, at der var 11 dages leveringstid på en billet!. Så man må godt nok sige, at man på dette tidspunkt var slået tilbage til start. Eller rettere vi sad stadig i Allerød uden togbilletter.
Så i praksis er man nødt til at køre til Hovedbanegården. Stå af der, vente i kø i evigheder, for så at købe en billet videre til toget til Älmhult. Når det så er i sidste øjeblik man køber billetterne, så kan man ikke kan forvente at få plads sammen hele familien – hvilket jo immervæk er ret upraktisk hvis man har børn med. Hvis man ville det, kunne man jo købe billetterne i forvejen. Ja hvordan? Idet toget til Älmhult kun kører med 1 times interval i myldretiden og ellers med 2 timers interval, er man ydermere nødt til at regne en stor buffertid i Hovedbanegården, og derved ekstra rejsetid.
Trængslerne er ikke helt slut, for prøver man www.rejseplanen.dk eller søger køreplaner via DSB’s hjemmeside, så er der faktisk fejloplysninger om køreplanerne i Sverige (afhængigt af ugedagen). Når man er lidt garvet udi kunsten at finde togkøreplaner, så ved man selvfølgelig, at disse hjemmesider ikke er pålidelige, men at den bedste kilde til køreplaner – også mellem Allerød og Älmhult - er Deutche Bahns hjemmeside; http://reiseauskunft.bahn.de/bin/query.exe/en (bare rolig, linket er til den engelske version). Så dette hint er herved givet videre.
Det gælder dog ikke ved midlertidige køreplansændringer sådan af nogle måneders varighed, hvor alle hjemmesiderne er upålidelige. Der er selvfølgelig den gamling, at man ikke ved om der er køreplansændringer før man oplever dem. Sidst jeg skulle fra Älmhult til Kastrup, var der en sådan midlertidig køreplansændring mellem Lund og Malmö (enkeltsporsdrift), som gjorde at jeg nær ikke havde nået mit fly.
Nu vil jeg på dette sted i mine beklagelser være lidt proaktiv og afsløre en smart idé for DSB. Det er Internet baseret salg. Det er sådan en smart opfindelse, hvor man hjemmefra eller alle andre steder hvor en Computer er sluttet til Internettet, kan komme i kontakt til hjemmesider, hvorfra man kan købe varer direkte. Dette har flyindustrien, alle mulige andre togselskaber og i det hele taget store dele af servicesektoren rundt om i Verden opdaget. Hvis man kombinerer dette med en Printer så kan man købe en billet over Internet og printe den ud. Det er efterhånden standard fremgangsmåde stort set alle flyselskaber, ved bestilling af biografbilletter, etc.
De Schweiziske jernbaner har set lyset. Her kan man lynhurtigt booke en billet på deres forholdsvist brugervenlige hjemmeside, betale den over nettet (også med udenlandske kreditkort!), og printe den ud. Hvis man ikke har en printer kan man også skrive en kode ned, som også gælder som billet. På den printede billet er der en stregkode, som togførerne kan scanne, og derved checke at billetten er betalt. Den printede side rummer samtidigt køreplan og anvisninger til skift, pladsreservation, etc. Nemt hurtigt og smidigt.
Heldigvis er det knapt så tungt at købe togbilletter fra Sverige til Danmark, som fra Danmark til Sverige. For på Älmhult station (eller for den sags skyld alle andre Øresundsstationer i Sverige), kan man sagtens købe en billet. Nemt hurtigt og uden kø. Men når nu DSB har sparet billetkøb til internationale rejser (og i disse tider er Sydsverige jo åbenbart Langbortistan), så kunne man måske overveje en Internet baseret løsning, for de kunder der – måske modsat DSB – kender til Internet baseret salg?
Men måske alt dette bliver bedre når nu DSB har vundet opgaven om at køre Øresundstog fremover også? Indtil da foretrækker vi nu bilen for at undgå alle disse trængsler, og to biler, hvis der er for mange til én bil, der skal af sted.