Nyt bevis for FN's fejlberegning: Havene kan stige halvanden meter
Fremskrivninger af havstigninger viser endnu engang, at selv det mest pessimistiske scenarie fra FN's klimapanel ikke holder. Verdenshavene vil stige med mellem 0,8 og 1,5 meter inden 2100, fastslår britiske forskere.
Læs også
-
Grønlands is smelter dobbelt så hurtigt som for tre år siden
Læs mere om
Endnu en undersøgelse slår fast, at FN's Klimapanel, IPCC, undervurderer den globale opvarmnings effekt på verdenshavene.
Ifølge forskere fra Proudman Oceanographic Laboratory (POL) i engelske Liverpool vil verdenshavene stige med mellem 0,8 og 1,5 meter inden 2100. Dermed fremstår IPCC mest pessimistiske scenarie med en stigning på 59 centimeter som et meget lavt skøn.
I øjeblikket stiger verdenshavene med omkring tre millimeter om året, og forskerne forventer en acceleration i løbet af de kommende år.
Forskerne fra POL har brugt computermodeller bygget på en sammenhæng mellem havstigninger og temperaturudsving gennem de seneste to årtusinder. Deres undersøgelser viser også, at vandstanden i havene kun har varieret med omkring 20 centimeter i den periode.
Brugen af computermodeller adskiller sig fra den tyske forsker Stefan Rahmstorf, der sidste år nåede frem til næsten samme konklusion. Han konkluderede, at verdenshavene stiger mellem 0,5 og 1,4 meter inden 2100, skriver BBC.
IPCC undervurderer havstigninger, fordi forskernes arbejde ikke tager højde for nye opdagelser omkring feedback-mekanismer ved afsmeltningen af ismassiverne, lyder forskernes dom.
I øjeblikket viser de seneste satellitmålinger, at Grønland og den vestlige del af Antarktis smelter, mens den meget større østlige del af Antarktis vokser.






