Mælkevejens sorte hul vågnede for 300 år siden
Det sorte hul i centrum af Mælkevejen er overraskende stille. Nu har japanske astronomer fundet du af, at det hviler sig efter et udbrud for 300 år siden.
Pilen viser placeringen af Mælkevejens sorte hul kaldet Sagittarius A*. (Foto: NASA/CXC/MIT) (Foto: Chandra X-ray Observatory Center/X-ray: NASA/CXC/MIT/F.K.Baganoff)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Japanske forskere har ved hjælp af ESA’s XMM-Newton-teleskop og det japanske Suzaku-røntgenteleskop opdaget, at det sorte hul i Mælkevejens centrum var i kraftigt udbrud for omkring 300 år siden.
Opdagelsen er med til at forklare, hvorfor det sorte hul er så stille i dag.
Mælkevejens sorte hul, også kaldet Sagittarius A*, er kæmpestort. Det indeholder en masse svarende til fire millioner sole. Alligevel er udstrålingen fra dets omgivelser flere tusinde millioner gange svagere end den stråling, som kommer fra sorte huller i andre galakser.
Det sorte hul hviler sig
Ifølge lederen af undersøgelserne, Tatsuya Inui fra Kyoto Universitet, har astronomer længe undret sig over, hvorfor Mælkevejens sorte hul er en sådan en sovende kæmpe. Nu ved man, at det har været meget mere aktivt tidligere og måske kun hviler sig efter et større udbrud.
Observationerne, der er foretaget mellem 1994 og 2005, viser, at gasskyer, kaldet Sagittarius B2, tæt ved det sorte hul, lyser op og sygner hurtigt hen i røntgenområdet, når de bliver udsat for røntgenkilder, der befinder sig uden for det sorte hul.
Når gassen suges ned i en spiral i det sorte hul, bliver den varmet op til flere millioner grader og udsender røntgenstråling. Efterhånden som materiale hober sig op langs kanten af det sorte hul, bliver røntgenstrålingen kraftigere.
300 års rejse mod Sagittarius-skyen
Røntgen-pulserne tager 300 år for at nå fra det sorte hul og ud til skyen Sagittarius B2, så det, man ser fra Sagittarius B2, skete for 300 år siden – plus de 26.000 år, som det tager røntgenbølgerne at nå frem fra Mælkevejens centrum til Jorden.
Når røntgenstrålingen når ud til Sagittarius-skyen, støder den sammen med jernatomerne, og nogle af de elektroner, der er tæt ved kernen, slynges ud.
Efterhånden som elektronerne i de ydre skaller fylder hullerne, udsendes der røntgenstråling. Efter at røntgenstrålingen fra det sorte hul er passeret gennem skyen, sygner den hen til sin normale styrke.
Lysekkoer indikerer kraftigt udbrud
Det er lykkedes astronomerne at opdage et område på kun ti lysårs bredde i Sagittarius B2, som i løbet af fem år varierede kraftigt i lysstyrke. Disse variationer kaldes lysekko.
Ved at analysere spektrallinjerne fra jern kunne man udelukke, at lysekkoerne stammede fra subatomare partikler. Strålingen fra omkring det sorte hul var en million gange kraftigere for 300 år siden, hvilket betyder at der må være blevet frigivet en enorm energimængde.
Astronomerne er stadig ikke helt klar over, hvorfor strålingen varierer så meget. En forklaring kan være, at en supernovaeksplosion sendte store mængder gas ind i det sorte hul og fik det til at blusse op.
