Grønt net skal bremse CO2-udslip fra elproduktion til datacentre

Strømforbruget fra datacentre stiger så voldsomt, at verdens største it-virksomheder har indgået samarbejdet The Green Grid. Det skal reducere CO2-udslip og imødegå de voksende energiomkostninger ved at drive centrene

Læs mere om

Af Andreas Antoni Lund  , Sophie Nyborg, torsdag 17. apr 2008 kl. 00:45

Verdens it-mastodonter er gået sammen i et grønt netværk for at nedbringe elforbruget i branchens datacentre. it-analysefirmaet Gartner vurderer, at næsten en fjerdedel af CO2-udledningen fra brugen af it stammer fra datacentre, hvor virksomheder og institutioner opbevarer og behandler informationer i række efter række af servere.

Det er it-virksomheder som Microsoft, Sun, Dell, HP og IBM der er gået sammen i det grønne netværk The Green Grid, som er en organisation, der er dedikeret til at nedbringe datacentres strømforbrug.

The Green Grid går ud på at systematisere, hvordan datacentre er opbygget, indrettet og anvendt. Green Grids mål er at skabe generelle standarder og vejledninger for energioptimering i datacentre. På den måde prøver de store it-virksomheder selv at gå foran som godt eksempel.

»It-branchen er en del af klimaproblemet, fordi vi bruger mere og mere strøm, men vi er også i høj grad en del af løsningen. Vi i it-branchen må vise, at vi kan spare på den strøm, vi selv bruger, og at vi også kan pege på løsninger for samfundet,« mener IBM's nordiske ansvarlige for energi og miljø, Tim Mondorf.

Elsparefonden, som selv er en af Green Grids 150 medlemmer, er enig i, at branchen selv må tage førertrøjen på.

»For at være troværdig er det meget godt at vise, at man tænker på miljøet i valget af strømforsyninger, computere og skærme,« siger Göran Wilke, der er sekretariatschef for Elsparefonden.

Fælles målemetoder
Computere er i sig selv ressource­krævende. Men i datacentre, hvor de står side om side, skal de dertil køles ned af energikrævende klimaanlæg.

Green Grids anbefalinger går dog især på indretningen af datacentre. For eksempel skal computerservere ikke have for stor afstand imellem sig, men i stedet stilles på rad og række for at få mere ud af køleanlægget. Strømmene af luft fra klimaanlæggene skal koordineres, så de ikke modarbejder hinanden, og computernes software skal indstilles til at være energibesparende.

Optimeres datacentrenes såkaldte Uninterruptible Power Supply, der sikrer konstant strømtilførsel, kan der spares op til 70 procent energi. Ifølge Green Grid kan energiforbruget med deres vejledninger i hånden reduceres med 20 til 50 procent.

Flere og større

- Kæmpe datacentre popper i stigende antal op kloden rundt. I fremtiden risikerer de at blive udsat for strømafbrydelser, fordi de trækker for meget strøm. Inden 2011 står 70 procent af USA's datacentre over for det problem, vurderer it-analysefirmaet Gartner.

- I 2006 udgjorde datacentre 1,5 procent af det samlede elforbrug i USA. Elsparefonden vurderer tallet til at være det samme i Danmark. Ifølge Green Grid vil procentdelen i USA stige til 2,5 i 2011. Også Elsparefonden ser, at udviklingen herhjemme går imod flere og større datacentre.