/elektronik

DSB hopper på internet-toget i sidste øjeblik

DSB vil sammen med TDC tilbyde internet i alle intercitytog mellem København og Århus fra næste år. Men kunderne river allerede mobilt bredbånd ned af teleselskabernes hylder, så det haster, hvis de skal lokkes til at betale ekstra for at bruge tognettet.

Klik for at se billedet i stort

Vinduerne i mange af DSB's tog er metalliserede, og det bliver nu grundlag for en monopol-forretning for TDC.


Læs også

Læs mere om

Af Kent Krøyer, tirsdag 15. apr 2008 kl. 16:23

DSB har tegnet kontrakt med TDC om at etablere permanent internetforbindelse i alle intercitytog mellem København og Århus. Fra 1. januar 2009 skal systemet være på plads.

En forsøgsperiode med en håndfuld togsæt er netop afsluttet, og ifølge teleselskabet og togselskabet har kunderne været glade for internetopkoblingen.

Spørgsmålet er imidlertid, om det er for sent, fordi kunderne allerede river mobilt bredbånd ned af hylderne hos teleselskaberne. Det nyder hovedsageligt TDC-konkurrenten 3, som var først til at satse på mobilt bredbånd, godt af, og antallet af 3-modemer om bord på internetcitytogene vokser, for hver gang der bliver fløjtet afgang.

Ifølge It- og Telestyrelsen har 3 skaffet sig en førende markedsposition med 96 procent af al mobil bredbåndstrafik.

»Det er i hvert fald i sidste øjeblik, at DSB kommer med på den vogn. Men væksten er stadig stejl, så det kan godt tænkes, at DSB i realiteten er kommet med på et tidspunkt, hvor folk for alvor er ved at tage de mobile netmuligheder til sig,« siger direktør Torben Rune fra telekonsulentfirmaet Netplan.

TDC installerer et trådløst netværk, wi-fi, i hver eneste togvogn. Netværket bliver forbundet til internettet gennem en router med den mobile bredbåndsteknologi HSDPA, som også 3 benytter. Der bliver én HSDPA-forbindelse til deling i hver vogn, som vognens brugere skal dele mellem sig.

Vinduerne skaber et Faradays bur
TDC er i øjeblikket i færd med at opgradere sit 3G-mobilnetværk. Aftalen med DSB betyder derfor, at opgraderingen af mobil-master kan ske lidt hurtigere langs jernbanestrækningen Århus-København.

Torben Rune ser fordele i at benytte netværket inde i toget i forhold til at koble sig på mobilt bredbånd fra sit eget modem.

»En stor del af togvognene har metalliserede ruder, der dæmper radiomodtagelsen meget, og der skal et rigtig godt signal til, hvis man skal have en hurtig, mobil forbindelse,« siger han.

Betalingsmodellen er tvivlsom
Ifølge DSB's pressemeddelelse får kun passagerne på 1. klasses gratis wi-fi. På standardklasse skal man betale almindelig TDC Hotspot priser, dvs. cirka en krone per minut.

»Det kan blive rygedyrt på standardklasse, hvis man kobler sig på i Århus og bruger nettet i samfulde tre timer til København. Jeg tror, folk vil blive utilfredse med at skulle betale ekstra for en service, som de måske allerede abonnerer på. På længere sigt forventer jeg, at det bliver gratis, som det er blevet på hotellerne,« siger Torben Rune.

Han tilføjer, at det er meget vanskeligt at styre radiosignaler, så der kan gå hen og blive kamp om pladserne tæt på 1. klasses-kupeerne, hvor wi-fi-forbindelsen er gratis.

DSB giver TDC monopol
Andre teleselskaber skal ikke forvente at få lov til at udbrede deres mobile bredbånd inde i DSB-vognene.

»Vi har indgået et partnerskab med TDC, og det betyder, at kun TDC får mulighed for at oprette wi-fi-netværk i togene. Aftalen rækker fem-seks år frem,« siger økonomichef Dorthe Caspersen, DSB Kommerciel

Men det giver vel et monopol til TDC?

»Nej, folk må gerne bruge deres datakort og oprette direkte, mobil forbindelse. Vi har valgt at danne partnerskab med TDC, fordi deres løsning er mere stabil. Det er ikke så stabilt med datakort,« siger hun.

Dorthe Caspersen tilføjer, at DSB også er valgt, fordi firmaet tilbyder en hotline til kunderne.

På spørgsmålet om, hvorfor det kun skal være strækningen mellem Århus og København, der skal have internet, svarer hun:

»Vi har ambitioner om at dække hele landet. Men nu skal vi først se, hvordan det går her.«

Men det bliver vel ikke nogen god forretning for DSB, når TDC får lov at tage alle indtægterne?

»Jo, vi får flere kunder, fordi vi nu kan tilbyde trådløst internet.«



15. apr 2008 kl 21:46

Morten Lund

DSB bør også

arbejde på, eller overveje helhedsproblematikken, når man køre offenligt. At komme til og fra stationen, bør også indgå i DSB´s overvejelser. Tænker på hvis man cykler til stationen, og efterlades cykelløs i den anden ende. Eller billøs.


15. apr 2008 kl 21:56

Arne Kruse Nielsen

Hvor i alverden er DSB egen teleafdelig henne ??

Utroligt... DSB har egne lysleder-strækninger langs hele deres primære strækninger og kan da "for helv..." da selv sætte de forholdsvis få nodeelementer op (for noviser: som at sætte stik i en lang fordelerdåse - med millioner af stikmuligheder til rådighed)
I realiteten kunne DSB udnytte deres lyslederstrækninger optimat ved at sætte et lidt større nodeelememt op ved byerne (f.eks. en WiMax antenne der dækker ca. 30 km) og egentlig være landsdække...men åbenbart .... FOR NEMT....
Eller "stilkker" der noget under ....


15. apr 2008 kl 22:41

avatar

Poul-Henning Kamp

Re: Hvor i alverden er DSB egen teleafdelig henne ??

Utroligt... DSB har egne lysleder-strækninger langs hele deres primære strækninger [...]

Er det ikke Banestyrelsen der har de fibre ?

Poul-Henning


16. apr 2008 kl 10:39

Henrik Rasmussen

Er det agurketid allerede

jeg vil se det før jeg tror det. Der har meget langt tilbage i tiden været reklameret for netop dette, så hvorfor nu og er det ikke så sent at det ikke gør en forskel?

f.eks. * Trådløst internet i DSB-tog fra 2005 - computer world, d. 3. september 2004


16. apr 2008 kl 15:16

avatar

Knud Henrik Strømming

Lysledere langs banestrækningerne

Som tidligere DSB-medarbejder, der dog intet har haft at gøre med tele-infrastrukturen, kan jeg bekræfte Poul-Hennings oplysning, at lyslederne langs banestrækningerne er ejet af banedanmark, ligesom skinnerne, kørestrømsledningerne, signalanlæg m.v.

banedanmark har udlejet en stor del af kapaciteten til 3 (tidl. Orange), hvorvidt det stadig er tilfældet, ved jeg ikke.

Igennem mange år var båndbredden mellem DSBs rigtig mange lokationer fuldstændig håbløs (typisk 64 kbps til deling mellem op til 20 brugere - !). På trods af at der som nævnt var fiberforbindelse langs strækningerne, var det angiveligt billigere at leje faste linier hos TDC med en given (lille) båndbredde end at leje den tilsvarende båndbredde hos Banestyrelsen/banedanmark. Sådan er verden så fuld af forunderligheder (læs: idiosynkrasier)...


16. apr 2008 kl 15:29

Finn Jensen

Lysledere

Hvis man anbringer noget klods op ad banelinjen går det måske slet ikke, på grund af doppler effekten mellem "Internet i togene". Blot et skud.


16. apr 2008 kl 15:29

avatar

Søren Rosendal Jensen

Re: Lysledere langs banestrækningerne


Ifølge DSB's pressemeddelelse får kun passagerne på 1. klasses gratis wi-fi. På standardklasse skal man betale almindelig TDC Hotspot priser, dvs. cirka en krone per minut....

Ja, de ved jo lige hvordan man skal trække kunder til i DSB!

- Søren


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.