Oplad mobilen trådløst og spar strøm
Fra juli bliver det muligt at købe én erstatning for husets mylder af opladere til mobiltelefoner, kameraer og MP3-afspillere, som overfører energien trådløst. Energimæssigt smart, siger Elsparefonden, men helt billigt bliver det ikke.
Læs mere om
Dokumentation
Elektronik-kæden Elgiganten begynder til juli at sælge en trådløs oplader, der med tiden kan komme til at afløse alle de mange forskellige opladere, som i dag følger med husstandens bestand af elektronisk udstyr.
Ideen er, at man blot placerer det, der skal lades op, oven på opladeren og så går ladeprocessen i gang. Det eneste, der kræves, er et lille omformer-stik - en dongle - som sættes ind i apparatet, for at det kan modtage strømtilførslen.
Den særlige modtage-teknologi, som er udviklet gennem seks år af det britiske firma Splashpower, er ikke indbygget i mobiltelefoner, MP3-afspillere og kameraer, så derfor skal man indtil videre anvende én af disse dongles for hvert stykke elektroniske udstyr.
Ifølge importøren af den trådløse oplader, Thomas Schwartz fra firmaet Gizmolinks, er systemet først endegyldigt smart, når omformeren er indbygget i al elektronik:
»Prognoserne siger, at 30 procent af alle mobile enheder vil have teknologien indbygget i 2013. For det løser ikke alene et praktisk behov. Det skaber også værdi for miljøet. Mobilladere er jo praktisk talt ikke blevet udviklet siden begyndelsen og bruger stadig strøm, når de sidder i en tændt stikkontakt, selv om telefonen ikke er koblet på, « siger Thomas Schwartz til Berlingske.
Afløser strøm-sluger
Projektleder Anders Hjorth Jensen fra Elsparefonden kalder det »åbenlyst besnærende« at få udskiftet de mange ineffektive strømforsyninger med én enkelt. I dag spilder strømforsyninger op mod halvdelen af energien, både når de oplader apparatet aktivt, og når de bare sidder i stikkontakten og bruger strøm.
»En moderne oplader bør mindst kunne opfylde EU's energi-krav til opladere, kaldet Energy Star,« siger Anders Hjorth Jensen. Det har ikke været muligt at få oplyst fra Elgiganten, om den nye, trådløse oplader opfylder disse krav.
Den nye oplader-type, som bliver sat til salg i hele Norden på samme tid, er ingen helt billig fornøjelse. Selve opladeren koster 499 kroner, og hver af de små dongles koster 99 kroner.






