Fødevarekrise: Nu skal vi have gensplejsning og kunstgødning
Minister, nødhjælpsorganisation og forskere er ikke i tvivl: Genmodificerede afgrøder er nødvendig i fremtiden for at skaffe mad nok til verdens sultende.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Den internationale krise, som de stigende fødevarepriser har medført, betyder, at der nu skal dyrkes mere mad, også hvis det betyder gensplejsning og mere kunstgødning.
Det mener blandt andre udviklingsminister Ulla Tørnæs (V), som netop har netop været i USA til møder om fødevarekrisen i blandt andet Verdensbanken og med FN's generalsekretær.
»Man bør bruge genmodificerede afgrøder i det omfang, de er godkendt og sikre. Det kan være med til at øge produktionen, ligesom man kan bruge afgrøder, der er modstandsdygtige over for tørke eller kan tåle påvirkning af indtrængende saltvand,« siger hun til Jyllands-Posten.
Christian Friis Bach, international chef for Folkekirkens Nødhjælp, peger over for avisen også på genmodificerede afgrøder (GMO) som en del af løsningen på den aktuelle krise:
»GMO kan ikke redde det hele, men er et middel til hurtigere udvikling af eksempelvis majs, der er mere modstandsdygtig over for tørke. Samtidig er det uomtvisteligt, at en række lande i Afrika bør øge forbruget af kunstgødning for at forbedre deres udpinte jord, « siger han.
Behov for grøn revolution
Direktør for Fødevareøkonomisk Institut, Søren E. Frandsen, efterlyser ligefrem en ny »grøn revolution«.
»Kurverne viser, at verden har brug for en ny grøn revolution, som kan øge udbytterne ved anvendelse af genmodificerede afgrøder, satellitovervågning eller nano- og bioteknologi,« siger han til Jyllands-Posten.
Forskningsprofessor Preben Bach Holm, Institut for Genetik og Bioteknologi ved Forskningscenter Flakkebjerg kalder det »den bedste form for ulandshjælp«, hvis vi kunne udvikle nye genmodificerede, robuste afgrøder med større næringsværdi til de fattige landmænd i Afrika.
Også herhjemme køres genmodifocerede afgrøder nu i stilling. Biotek Center Danmark har netop offentliggjort resultaterne fra et års danske forsøg med gensplejset majs, der er tolerant over for Roundup. Forsøgene viser, at det både er økonomisk og effektmæssigt interessant for danske landmændene, fordi gødningsforbruget er lavt.
Mere gødning. tak
De danske landmænd har også ikke-genmodificerede afgrøder klar på hylderne. De vil gøre det muligt at øge den danske produktion af korn med 10-20 procent, hvis landmændene blot kan få lov at bruge mere gødning:
»Det er ikke GMO-afgrøder, men nye korntyper, som blot skal tilføres mere gødning, hvilket hidtil ikke har været muligt på grund af de danske miljøregler,« fortæller Kurt Hjortsholm, direktør for Sejet Planteforædling.
Hos Danmarks Naturfredningsforening (DN) ser man også de nye signaler, men er urolig for, at de kan få stor betydning for miljøpolitikken i Danmark:
»Vi ser allerede, at brakmarkerne pløjes op. Hvis fødevarepriserne fortsætter op, er der stor fare for, at det vil påvirke de politiske forhandlinger om vandmiljøplan og pesticidhandlingsplan,« siger Rikke Lundsgaard fra foreningen.






