Louise Harra har sammen med sine kolleger fra University College London fundet frem til kilden til en af de to typer solvinde.

Astronomerne har opdaget, at de dele af solvinden som kommer fra områderne ved Solens ækvator, starter fra kanterne af lyse områder i Solens atmosfære og frigives, når magnetfelterne fra to sådanne lyse områder mødes.

Louise Harra påpeger, at solvindens kilder har været debatteret i mange år, og at fundet af kilden ved Solens Ækvator er en af de sidste brikker i puslespillet.

Solvinden er en strøm af elektrisk ladede partikler, som hele tiden strømmer ud fra Solen i alle retninger. Partikler kan nå Jorden på under 10 dage, og når solvinden vokser til en solstorm, kan den skabe aurora ved Jordens poler.

Solen udsender sammen med solvinden stråling som er ren energi. Solvindens partikler bliver accelereret op af Solens magnetfelt, og forholdene i magnetfeltet påvirker, hvor hurtig solvinden bevæger sig ud i rummet.

Astronomerne arbejder med to slags solvinde, som er kendetegnet ved deres hastighed. Den hurtige solvind stammer fra huller i Solens korona tæt ved polerne. Den bevæger sig med omkring 2,9 millioner kilometer i timen. Den langsomme stammer fra de ækvatoriale områder af Solen og har hastigheder på mellem 720.000 og 1,8 millioner kilometer i timen.

Den hurtige solvinds højere hastighed skyldes, at de magnetiske feltlinie ved Solens poler altid er åbne, så alle partiklerne og gassen kan strømme ud hele tiden, uden der er noget til at bremse den.

Ved ækvator er der både åbne og lukkede feltlinier, hvor de sidste er med til at holde på Solens plasma. Kun når feltlinierne er åbne, kan solvind undslippe fra disse områder. Solvinden herfra er derfor langsommere og mere variabel.

Louise Harra og hendes kollegaer har via Hinode-rumteleskopet opdaget, at den varme gas strømmer ud med høj hastighed fra kanten af de lyse aktive områder langs Solens ækvator, når de magnetiske feltlinier fra de to områder mødes.

Astronomerne har observeret mødet mellem et stort og et lille lyst område ved ækvator. Det viste sig, at områderne blot behøvedes at være 500.000 kilometer fra hinanden, så åbnes feltlinjerne. Det kræver dog, at feltlinjer fra de to områder har den rigtige retning og styrke i forhold til hinanden.