Er du også elsikker på jobbet?
Nu skal vi være elsikre på jobbet. Spørgsmålet er så, om vi er det? Du kan spørge den elansvarlige på dit job, om han har styr på elinstallationerne! Om mindre end tre måneder - 1. juli - skal alle danske bygninger have HPFI-afbrydere.
Faktisk er kravene fremgået af Stærkstrømsbekendtgørelsen gennem mere end et år. Alligevel er det mit indtryk, at mange elinstallationer endnu ikke lever op til kravene, end ikke er planlagt til at gøre det! Det er først nu – i 11. time – det rigtig går op for de ansvarlige, at det kan betyde omfattende ændringer eller regulere udskiftninger. Tidligere var kravet kun gældende for boliger og særlige elapparater. Nu gælder det overalt – også udelys for eksempel.
Når du kender svaret fra din elansvarlige, så lad os andre få del i din viden – især hvad det koster på din arbejdsplads. Kan I nøjes med en enkel ombygning af eltavlerne, eller skal eltavlerne skiftes helt ud?
Sikkerhedsstyrelsen, der har udarbejdet kravene, har pligt til at informere os alle om elsikkerhed og den slags. De har derfor udarbejdet en flyer, der fortæller om de nye regler for tvungne HPFI-afbrydere. Flyeren hedder ”Læs det her før du får et rap over nallerne”, og henvender sig alene til private. Erhvervsliv og det offentlige er henvist til temadage, kurser mv. i mange forskellige regier. Det er ikke godt nok.
Sikkerhedsstyrelsen har skønnet at omkostningerne ved at skærpe kravene om HPFI-afbrydere løber op i 500 mio. kroner. Rådgivende ingeniører, maskinmestre, elinstallatører og andre fagfolk skønner omkostninger der er 5 – 30 gange større. Sandheden er vel, at ingen kender prisen for denne lovændring, der i øvrigt er Danmarks første lov med tilbagevirkende kraft. Måske kan vi sammen finde ud af hvad det koster!
Industribygninger, kontorhuse, butikker, værksteder, hospitaler, skoler, rådhuse - og jeg kunne blive ved – skal have opsat HPFI-afbrydere til beskyttelse af almindelige stikkontakter – såkaldte boligstikkontakter - op til og med 16A. Det gælder også de særlige edb-stikkontakter med skråtstillede ben og nogle specielle stikkontakter til brug på hospitaler. Desuden skal alle andre tilslutningssteder, der er overstrømsbeskyttet med sikringer op til 20A beskyttes med HPFI-afbrydere. Et tilslutningssted er det sted, hvor en brugsgenstand tilsluttes den faste elinstallation. Det kan f.eks. være de særlige industristikkontakter, lampeudtag, tilslutningsdåser eller det kan være klemmerne i en fastmonteret brugsgenstand.
Det er ikke altid lige enkelt at eftermontere HPFI-afbrydere i eltavlerne. I mange tilfælde er der slet ikke plads, i andre tilfælde er eltavlerne så gamle, at de ikke kan bygges om, og endelig kan løsningerne besværliggøres af tekniske krav, som f.eks. kortslutningsniveauer og mærkning af eltavler. Det kan derfor blive nødvendigt med helt nye eltavler, og det bliver rigtigt dyrt. Kommuner og Regioner piber for de har ikke taget omkostningerne med i de udarbejdede budgetter. Det samme gør industrien.
Ingen regel uden undtagelse. Det gælder også her og Stærkstrømsbekendtgørelsen indeholder en række undtagelsesbestemmelser, som mange nu forsøger at klynge sig op ad. Desuden bombarderes Sikkerhedsstyrelsen med dispensationsansøgninger, dels om helt at slippe for HPFI-afbrydere, dels om at få udskudt den korte tidsfrist.
Det kan du vel ikke være tjent med - eller kan du? De penge, vi skal bruge på at opsætte HPFI-afbrydere i elinstallationerne, skal redde menneskeliv. Sikkerhedsstyrelsens statistikker viser at der i perioden 1996 – 2005 i alt er omkommet 19 personer som følge af elulykker. Ses dybere i statistikken er kun halvdelen – 10 eller én om året - omkommet som følge af elulykker i forbindelse med selve elinstallationen. Det er altså højst ét menneskeliv om året, der kan reddes af en funktionsdygtig HPFI-afbryder.
Ligegyldigt hvor mange eller få milliarder kroner, omkostningerne til installation af HPFI-afbrydere løber op i, så bør vi vel vurdere om der kan reddes flere menneskeliv ved at investere pengene anderledes. Det kunne være på hospitalerne eller i trafikken. HPFI-afbrydere kan så installeres i nye elinstallationer eller ved betydelige ændringer af de gamle elinstallationer. Det har i øvrigt tidligere være praksis ved ændringer af Stærkstrømsbekendtgørelsen.
Jeg glæder mig til at høre din og din elansvarliges mening!










