I min blog om Ullerødbyen ved Hillerød harcelerede jeg over det uhensigtmæssige i en så stationsfjern byudvikling klods op ad en motorvej. Det er desværre blot ét ud af mange eksempler på udvanding af den gamle fingerplan for Hovedstadsområdet.

Fingerplanen planlagde stationsnær byudvikling langs banerne, altså smalle radiale fingre fra centrum af København. Mellem fingrene var der ”kiler” af land, som dels gav mulighed for rekreative områder tæt på bebyggelsen, dels reserverede land til fremtidige vejanlæg og anden infrastruktur, der så kunne ligge passende fjernt fra bebyggelser

Netop Hillerød fingeren er et godt eksempel på at man byggede tæt på stationerne for at fremme kollektiv trafik. Og hvor Vejdirektoratet på forbilledlig vis byggede motor(trafik)vejen i store buer uden om Allerød og Hillerød. Derved udgik man støj tæt op ad bebyggede områder. Men siden har borgmestrene bygget byerne tættere og tættere på motorvejen. I Hillerød med bl.a. Ullerødbyen, i Allerød med tæt boligbyggeri op ad motorvejen. I flæng kan også nævnes byudvikling vest for Hørsholm op ad motorvejen, Lautrupparken i Ballerup fjernt fra station, og dele af Brøndbyvester, Albertslund og Taastrup. Der sker også nybyggeri helt ude ved Helsinge, i Ganløse, etc.

Fingrene i Hovedstadsområdet er ved at udvikle sig til klumpfingre, og landsbyerne mellem klumpfingrene udvides også. Her står transportmiddelvalget mellem bil i kø eller endnu langsommere busbetjening. I stationsbyerne gør byudviklingen også, at afstanden til rekreative områder fra de oprindelige bycentre ofte vokser. For at få trafikken til at glide må man udvide motorveje og bygge nye veje i de tilbageværende rekreative områder (tænk bare på al polemikken om Frederikssundsmotorvejen i Vestskoven).

Det mærkelige er jo egentligt, at borgmestrene (fra hele det politiske spektrum) arbejder for en lokal udvikling, der reelt øger afstanden for deres vælgere til rekreative områder, og får vejnettet til at sande til, så borgerne spilder mere og mere tid i trafikken.

Der er masser af stationsnært friareal i Hovedstadsområdet, hvor man kunne byudvikle i stedet for. Man kunne også omdanne gamle industri- og havneområder til boliger og kontor (som det sker i dele af Københavns Kommune), og naturligvis kunne man også anlægge nye baner og letbaner, og derved konvertere stationsfjerne områder til stationsnære.

I Real Danias nylige idé konkurrence for Øresundsregionen havde et af de præmierede forslag en idé om at man kunne plante (fred)skov rundt om en række af forstæderne. Dette ville øge den rekreative værdi. Men det ville også i betydeligt omfang vanskeliggøre ambitiøse borgmestres lyst til at bygge fjernere og fjernere fra stationen. En smart idé til at styre udviklingen.

Men bortset fra det, så burde politikere og planlæggere forstå det faktum, at bygger man omkring stationer med effektiv kollektiv trafik, så vil flere bruge den kollektive trafik, end hvis man bygger ude på fjerntliggende pløjemarker, hvor der en sjælden gang kommer en bus forbi. Det er egentligt ikke rocket science. Men alligevel åbenbart svært i praksis. Det holder bare ikke, at samme politikere så snakker om at flere skal bruge kollektiv trafik og at trafikkens CO2 udledning skal reduceres svarende til EU’s krav. For når man først har bygget langt fra stationer, så er det stort set umuligt at opnå disse politiske mål.