Endnu et eksempel på...
...at DF's leflen for paranoide danskere slår fejl.
Altinget.dk bragte den 1. april 2008 ovenstående nyhed, som jeg efter research hos journalisten har fået bekræftet ikke var en Aprilsnar. Forslaget vil både øge energiforbrug, CO2 udledning, fordyre import og eksport, og endelig vil det ramme en dansk transportsektor, der giver overskud på handelsbalancen.
Ifølge altinget.dk foreslår EU-Kommissionen, at en lastbil fra et EU-land højst må køre erhvervskørsel tre gange på syv dage, og derefter skal forlade det pågældende land. Men dansk Folkeparti vil have cabotagekørsel helt forbudt:
"De udenlandske chauffører må komme med eksportfragten, læsse af, og så køre igen. Ellers får vi polakker eller andre til at køre rundt heroppe i tre dage, inden de vender snuden hjem igen, og de tager arbejdet fra danske vognmænd, det kan vi ikke være tjent med," siger DF's trafikordfører Kim Christiansen.
Dette betyder f.eks. at en lastbil, der i dag kører en last fra Milano til Århus, tager last med tilbage fra Århus til Stuttgart, og derfra en tredje last fra Stuttgart til Italien, så i stedet skal køre tom hjem. Dette betyder, at en dansk lastbil skal køre fra Århus til Stuttgart og tom hjem, mens en tredje Tysk lastbil skal køre fra Stuttgart til Milano og tom hjem. Dette vil i eksemplet fordoble mængden af lastbiler og transportarbejde, og derved tæt på også fordoble energiforbrug og CO2 udledning. Det vil også øge udgifterne til import- og eksport af varer tæt på dobbelt op. Altså ren Ebberød bank.
Nu er det jo ikke sådan at alle returløb udnyttes til transport – den såkaldte tomkørsel. Men EU's liberalisering og regler for cabotagekørsel har dog reduceret tomkørslen betydeligt. Reglerne muliggør endog, at man nu kan køre indenrigs gods, f.eks. at ovennævnte lastbil kørte en last fra Hamborg til München på vejen hjem.
Vi har i forbindelse med et EU-projekt sammenlignet tal for transportarbejde i EU’s såkaldte ”pocket book”, der er baseret på vognmænds indberetninger, med estimerede nationale transportarbejde ud fra tællinger i vejnet. Her er det ikke overraskende sådan, at Polske vognmænd transporterer mere end det nationale transportarbejde, givet de lavere lønninger.
Men det er måske mere overraskende, at de danske transportfirmaer også transporterer mere i udlandet end udenlandske i Danmark. Grunden hertil er formentligt, at de danske firmaer er bedre til at optimere transporter, drift og vognpark, og måske at de har mindre tomkørsel og en mere effektiv tilrettelæggelse af kørsler end de udenlandske konkurrenter. Eller med andre ord, så er EU's regler en fordel for firmaer, der udnytter vognparken effektivt (minimerer transportarbejde i forhold til godsmænger, undgår tomkørsel, etc).
Faktisk så er den danske branche lidt af et vindmølleeventyr – tænk bare på DSV, der er en kæmpe koncern med en meget stor udenlandsomsætning. DF’s protektionisme vil således ikke alene være uhensigtsmæssig set ud fra et trafiksynspunkt. Men i og med at de danske firmaer er bedre til at få omsætning i udlandet, end udenlandske til at få omsætning i Danmark, så vil det der er ment som protektionisme faktisk samlet set skade den danske branche.
11. apr 2008 kl 09:38
...at DF's leflen for paranoide danskere slår fejl.
13. apr 2008 kl 11:36
Det er da helt idiotisk!
Det svarer jo egentlig til at alle hyrevogne skal tilbage til deres respektive garage mellem hver passagerkøretur!
@ Ole Knudsen - Nej ikke alle taxaer; hvis DF-tankegangen skal følges er det naturligvis kun dem hvor chaufføren er af anden etnisk oprindelse...
Diskussioner af denne type er desværre ikke kun et dansk fænomen, og det er også derfor emnet overhovedet er oppe at vende i EU-Kommisionen.
Så meget desto vigtigere er det, at der kommer en udvikling i gang, hvor jernbaner igen kommer til at spille en rolle for godstransporten i Europa. Efter at de gamle jernbanemonopoler har udspillet deres rolle i de fleste europæiske lande kunne det være transportbranchen selv, der spillede en ledende rolle her da det er dem der sidder med den afgørende nøgle til at kombinere jernbaner med vejnettet.