En hel fabrik på et enkelt bord
Det fire år lange projekt Danish Micro Factory er nu officielt afsluttet, og parterne i konsortiet bag har demonstreret, at det er muligt at etablere og anvende mikrofabrikker.
På denne mikrofabrik, der står i et renrum på 10 kvm, udfører Teknologisk Institut coating på nanoemner som f.eks. filtre med en omkreds på 1 mm til høreapparater. Filtrene modvirker, at ørevoks trænger ind til teknikken i høreapparaterne. (Grafik: René Lynge)
Projekt DaMF
- Projektet har haft et budget på 42,4 mio. kr., hvoraf de 16,8 mio. kr. kommer fra Rådet for Teknologi og Innovation under Videnskabsministeriet
Læs også
Læs mere om
At skabe en hel fabrik på et enkelt bord har været målet for projektet Danish Micro Factory (DaMF), som netop er afsluttet efter fire år.
»For hvis det er emner i nanostørrelse, vi producerer, hvorfor så ikke lave små fabrikker til masseproduktion,« siger centerchef for Center for Mikroteknologi og Overfladeanalyse på Teknologisk Institut Leif Højslet Christensen, som har været med til at tage initiativ til projektet.
Sammen med Syddansk Universitet, en række virksomheder og Danmarks Tekniske Universitet (DTU) har Teknologisk Institut i et innovationskonsortium arbejdet på at gøre princippet i mikrofabrikker anvendeligt.
Ét bord er dog nærmere blevet til fire borde, fordi projektet består af en produktionsdel og en montagedel.
Teknologisk Institut har stået bag udviklingen af mikrofabrikken til produktion, og det er der kommet tre produktionsanlæg i miniformat ud af. Nærmere bestemt laserskæring, picoliteranlæg og coating, og fabrikkerne bruges allerede flittigt af Teknologisk Instituts kunder.
»Man har ikke tidligere kunnet lasermikrobearbejde i Danmark. Virksomhederne har kunnet tage til Tyskland og Frankrig for at lave prototyper, men heller ikke der var det særlig udviklet, da vi etablerede konsortiet i 2004,« siger Leif Højslet Christensen, der mener, at mikroproduktion åbner for nye muligheder for eksempelvis konstruktionsdetaljer i polymer.
Hul i mikromembran
Danish Micro Factory henvender sig primært til mediko- og elektronikindustrien, som ofte har brug for at producere små emner i rene miljøer.
Medikovirksomheden Chempaq, der udvikler og producerer mobilt blodmålingsudstyr, har været med i konsortiet fra begyndelsen og var selv tidligt i sit produktionsforløb. Virksomheden søgte en metode til at producere små membraner med præcist mikrobearbejdede huller til celletælling, der ikke må variere mere end 1,5 µ. Sammen med Teknologisk Institut fik Chempaq sat et testsystem op omkring læserskæring og afprøvet mikroproduktionen, og i dag indgår metoden i virksomhedens produktion i Tjekkiet.
»For os var perspektivet at løse et helt konkret problem. Selve det at gøre komplekse opgaver mindre er svært, for der opstår typisk helt nye problemer, som kræver en anden form for håndtering - både hvad angår maskiner og teknologier,« siger udviklingschef Ulrik D. Larsen.
Undgå ørevoks og fugt
Han fortæller også, at Chempaq ikke har fundet en løsning på alle sine problemer igennem DaMF. Men fordi der har været et konsortium, har Chempaq kunnet prøve nogle ting af, som normalt ville have været betydeligt mere bekosteligt.
»Vi kunne godt have fået membranerne produceret i USA, men så ville prisen per emne have ligget på en faktor ti,« siger direktøren.
Til coating har Teknologisk Institut investeret i et ti kvadratmeter stort rentrum, hvor en ovn, en robot og en maskine til coatning af emner.
Virksomhedspartneren er høreapparatproducenten Widex, som søgte en teknologi til at coate filtre, så der ikke trænger ørevoks og fugt ind til elektronikken i høreapparatet.
I løbet af halvandet år har Teknologisk Institut og Widex udviklet teknologien, og i dag står Teknologisk for produktionen af filtrene, fordi de har patent på processen.
Stabil kvalitet med mikromontage
På DTU har man arbejdet med muligheden for at opstille et rentrum til montage. Udgangspunktet har været en lille høreapparatskontakt på 3,5 mm, som består af to plastdele, en fjeder, en mikroskrue og to ben. De studerende har arbejdet på at finde ud af, hvilken form for fiksturer og fremføringer der var mest relevante at anvende i en mikroopstilling, og hvordan skal samler og monterer emnerne. Desuden er der blevet udviklet en skruetrækker til mikroskruer.
»Normalt ville det være en manuel proces, fordi det gør montagen mere fleksibel. Jeg tror ikke, mikromontage vil udelukke det manuelle arbejde, men en automatiseret montage giver en mere stabil kvalitet,« siger professor på Institut for Mekanisk Teknologi på DTU, Hans Nørgaard Hansen, der har været projektleder på DaMF på DTU-delen.
Anvendelsesområderne Danish Micro Factory dækker en bred vifte af industriprodukter, men er især baseret på metal og plast og med fokus på sundhedsområdet i bredeste forstand.
Og eftersom et af formålene med projektet er, at investeringerne i de miniaturiserede produktionssystemer skal være væsentligt mindre end de, der kræves i dag, er der et særligt stort potentiale for nye virksomheder, som måske skal ud at investere flere millioner kroner i anlæg.






