Vindmøllepark ankres fast til havbunden 72 kilometer fra kysten
Det hollandske firma Blue H Technologies vil opføre en vindmøllepark på 420 MW ved USA's kyst. Gode testresultater ved Italien overbeviser dog ikke ekspert, der tror mere på norsk projekt med flydende havmøller.
Søsætningen af den første flydende vindmølle produceret af hollandske Blue H Technologies fandt sted ved Italiens sydkyst december sidste år. (Foto: Blue H Technologies).
Læs mere om
Dokumentation
Farvandet ud for det nordvestlige USA bliver hjemsted for den første flydende amerikanske vindmøllepark på dybt vand.
72 kilometer fra havnebyen New Bedford skal der opføres en vindmøllepark med en effekt på 420 MW, lyder planen fra det hollandske firma Blue H Technologies, der har underskrevet en såkaldt Nomination For Lease med US Minerals Management Services, fremgår det af en pressemeddelelse.
Blue H Technologies har allerede søsat og anbragt en prototype i farvandet ud for Italiens sydkyst og er i gang med opførelsen af en 90-MW-vindmøllepark i samme område. Firmaet har udviklet en teknik, der gør det muligt at anbringe vindmølleparkerne på dybder helt ned til 120 meter.
Teknikken er hentet fra ingeniørkunst i olieindustrien. Grundlæggende er den flydende platform en såkaldt tension leg-platform, som er fastgjort med kæder til cementblokke i havbunden.
Ved den syditalienske kyst har firmaet valgt at anbringe en ganske lille mølle, 80 kW, oven på platformen, men i fremtidige vindmølleparker skal turbinerne øges til at yde 2,5 eller 3,5 MW.
En 2,5 MW turbine fra Blue H Technologies vil veje omkring 97 tons inklusiv rotor, gearboks og generator, hvilket er 53 tons lettere end de letteste maskiner med samme effekt, der findes på markedet.
Firmaet har også ændret antallet af rotorblade fra de traditionelle tre til to, hvilket fordobler omdrejningshastigheden til mellem 30 og 35 omdrejninger i minuttet. Det afgørende er, at ændringen gør turbinen mindre modtagelig over for de udsving i hastigheden der opstår, når turbinen svinger frem og tilbage på grund af bølger.
Blue H Technologies er ikke alene med planer om vindmøller langt til havs. Norske Sway er i samarbejde med Statoil Hydro i gang med byggeriet af en prototype, der skal stå klar i 2010. Sway arbejder med en anden teknologi, hvor hver vindmølle flyder på havoverfladen, men stabileres af en forlængelse af tårnet 100 meter under vandoverfladen og forlænges yderligere med en wire, der er sikret med 2000 tons ballast i havbunden.
Ifølge Sway er systemet i stand til at modstå en såkaldt 100-års bølge, og en mekaniker og specialist i arkitektur ved Massachusetts Institute of Technology (MIT), Paul Sclavounos, tror også mest på, at Sway har fremtiden for sig.
Ifølge ham vil platformene fra Blue H Technologies muligvis være udmærkede ved den italienske kyst, men det kan hurtigt vise sig at blive en dårlig forretning, hvis platformene skal modstå de mellem 30 og 40 meter høje bølger, som fra tid til anden rammer New Englands kystlinje, siger han til MIT's nyhedsbrev, Technology Review.






