Nyt filter kan gøre vejvand fyldt med benzin- og asfaltrester til badevand
Et 50 meter langt filter med kalkkort skal rense vejvand, der bliver så rent, at det kan bruges i kanaler og søer
Læs mere om
Et nyt 50 meter langt filter med kalkkorn skal nu omdanne beskidt regnvand fra vejene til rent badevand. Dermed kan grundvand og vandorganismer skånes for miljøskadelige rester af benzin, olie, vejsalt og asfalt.
Det er forskere på Det Biovidenskabelige Fakultet på Københavns Universitet, der i samarbejde med Rambøll, Københavns Energi og Arealudviklingsselskabet har udviklet et såkaldt dobbeltporøse filter. Et prøveanlæg er opstillet i Ørestad ved København, og resultaterne er lovende.
»I kombination med en hygiejnisering af vandet, f.eks. UV- eller klorbehandling, bliver vandet så rent efter at det har været igennem filtret, at det faktisk kan anvendes som drikkevand,« siger Marina Bergen Jensen, Det Biovidenskabelige Fakultet, Københavns Universitet. Hun er forskningsleder på projektet.
Afdrænet vand fra vejene indeholder 50-400 mg opslæmmet stof pr. liter. Ved filterets udløb er indholdet reduceret til under 5 mg opslæmmet stof per liter.
Da indholdet dermed ligger langt under Københavns Kommunes krav på maks. 25 mg/l til vand til rekreative formål, er den umiddelbare tanke at bruge det rensede vand til rekreative områder som kanaler, søer og springvand.
To fuldskalaanlæg skal bygges
Forskerne vil fremstille en prototype, der kan sættes i industriel produktion, mens Københavns Kommune har afsat afsat 20 mio. kr. til to fuldskalaanlæg i en ny Spildevandsplan.
Filtret er billigt i indkøb og forventes at have en levetid på 20 år uden vedligeholdelse, og er derfor en nem og økonomisk overkommelig løsning til rensning af trafikbelastet vand.
Filtret sikrer, at beskidt vejvand kan opfylde en række konkrete miljømål i EU's vandrammedirektiv, der kræver, at den menneskelige påvirkning af vandmiljøet ikke må skade dyr og planter.
Derfor vækker filtreret begejstring:
»Vi er nødt til at kigge på metoder til at rense vejvand, som er miljømæssigt og økonomisk forsvarlige. Og her er pilotprojektet med det dobbeltporøse filter absolut interessant,« siger Helle Bjerg Sørensen fra Teknik- og Miljøforvaltningen, Københavns Kommune.
Kan bruges som drikkevand
Selv om det rensede vand i teorien kunne indgå i drikkevandsforsyningen er det ikke realistisk at danske forbrugere skal til at tappe renset vejvand fra vandhanen, mener professor i vandforsyning, Erik Arvin fra DTU Miljø.
»Det støder mod en voldsom psykologisk barriere. Forbrugerne vil ikke have tillid til, at vand fra en vej hvor der har været alt fra fugleklatter til olierester kan bruges som drikkevand,« siger han.
Til gengæld understreger Erik Arvin, at renset vejvand vil være velegnet til visse industrielle formål. F.eks. som kølevand eller til virksomheder, der vasker tekstiler.





