/energi

Mærsk gør klar til at pumpe CO2 ned i Nordsøens oliefelter

Olieselskabet Mærsk forbereder at pumpe CO2 ned i Nordsøens oliefelter, fordi CO2-afgiften ventes at blive skyhøj. De første undersøgelser viser, at felterne kan holde på drivhusgassen.

Af Thomas Djursing, fredag 04. apr 2008 kl. 16:14

Udsigten til højere CO2-afgifter og bedre teknologi til at lagre CO2 i undergrunden har fået Mærsk til at undersøge muligheden for at pumpe den forhadte drivhusgas ned i oliefelterne i Nordsøen.

De første computer-modeller baseret på en detaljeret viden om felternes geologiske sammensætning tyder på, at felterne kan holde på store CO2-mængder.

Vicedirektør i Mærsk Olie og Gas, Michael Engell-Jensen, forestiller sig, at de faldende naturgasforekomster vil frigive en naturgasledning, der kan bruges til at sende CO2 fra kraftværker i Danmark ud til oliefelterne.

I første omgang er tanken at pumpe CO2 ned i oliefelterne for at drive mere olie frem. Men på længere sigt forventer Mærsk, at afgiften på CO2 bliver så høj, at drivhusgassen bliver opfattet som et industrielt produkt, der gør det rentabelt at bore nye huller og udelukkende drive en forretning ved at modtage og lagre CO2.

»Vi er blevet meget opmuntrede af de første modeller, og selv om teknologien endnu rummer mange usikkerheder, så tror vi på, at CO2-lagring kan blive en god forretning i fremtiden,« siger Michael Engell-Jensen.

Den 28. april forlader han sit kontor i England for at lede en afdeling med tre medarbejdere på Esplanden i København, der skal koncentrere sig om CO2-lagring.

En af de kommende opgaver bliver at få sikkerhed for, at en reaktion mellem vand, CO2 og kalk ikke skaber en så stor nedsynkning af oliefelterne, at den lagrede mængde CO2 slipper ud til atmosfæren.

Men Mærsk er knap startet projektet og har derfor heller ikke noget overblik over, hvor mange penge der skal investeres i CO2-lagring. Det er dog planen, at Mærsk vil drøfte planerne nærmere med Shell og DUC og muligvis søge forskningsmidler af EU.



05. apr 2008 kl 00:53

Jon Loldrup

co2 vs. svovl og sodpartikler

ville det ikke være bedre for miljøet og menneskers helbred, hvis de brugte kræfterne på at reducere partikelforurening mm. fra deres skibe?


05. apr 2008 kl 01:16

avatar

Peder Wirstad

Re: co2 vs. svovl og sodpartikler

ville det ikke være bedre for miljøet og menneskers helbred, hvis de brugte kræfterne på at reducere partikelforurening mm. fra deres skibe?

Jo - men ikke nogen god forretning - og virksomheder må gøre gode forretningerne, ellers ophører de at eksistere.

Indenfor et lands egne grænser kan man vedtage at ilægge afgifter på CO2, så det bliver en god forretning for et innovativt selskab at gøre som Mærsk.
Desværre kan man endnu ikke gøre det i internationalt farvand, så derfor kan Mærsk heller ikke gøre noget særligt effektivt ved det, hvis de skal konkurrere.
- Det kan man ikke bebrejde Mærsk

Mvh Peder Wirstad


05. apr 2008 kl 13:59

Jon Loldrup

altruisme => virksomhedsdød?

stærke virksomheder kan godt oppebære en hvis mængde altruistisk adfærd, uden at gå til grunde (ligesom de fleste virksomheder kan betale skat, uden at gå til grunde). Førstnævnte er set hyppigt igennem historien.


05. apr 2008 kl 14:33

Robert Medin

Hul i co2 lager

Jeg kunne godt tænke mig at vide om der ikke kan ske udslip fra undergrunden.
Hvis man nu pumper co2 ned i 10 år og så der sker et eller andet uforudset så det hele bliver frigivet på en gang.
Kan det ske..
Mvh Robert


05. apr 2008 kl 15:35

avatar

Peder Wirstad

Re: Hul i co2 lager

Jeg kunne godt tænke mig at vide om der ikke kan ske udslip fra undergrunden.
Hvis man nu pumper co2 ned i 10 år og så der sker et eller andet uforudset så det hele bliver frigivet på en gang.
Kan det ske..
Mvh Robert

Der er allerede pumpet CO2 ned i olie- og gasfelter i Nordsøen i mange år.
Endnu er der dog ikke bygget særskilte rørledninger til at føre CO2 fra land, men der følger altid en del CO2 med olien og gassen, som så bliver separeret på platformen og pumpet tilbage.
Tidligere udvandt man ikke mere end gennemsnitligt 50% af olien og gassen i et felt. Bedre boreteknik - men især det, at man injicerer vand og CO2 for at presse/skylle restolien ud - har hævet dette til rundt 80%.
CO2 har en fordel fremfor vand, hvis det er olie, man udvinder - og især, hvis den er tyk. Flydende CO2 blander sig nemlig med olien og gør den letflydende, så den diffunderer hurtigere i den sandstensklippe, den oftest findes i.

I de felter, hvor der er gas, er det letforståeligt, at faren for lækager er meget små, da klippen over er så tæt, at gassen har været lukket inde i mange mio. år.
I et felt med bare olie må man formode, at gassen er lækket ud gennem tiderne. Når olien imidlertid er tilbage, må man formode, at lækagerne er så små, at det er uden betydning.

Mvh Peder Wirstad


07. apr 2008 kl 13:51

Casper Jensen

At Skyde sig selv i den globale fod.....

Jeg er enig i at man ikke skal angribe Maersk, da det er et alm. firma lige som alle andre hvis eneste formål er at få overskud.

Men er hele idéen med at lagre co2 ikke det samme som at skyde sig selv i den globale fod?

Er det ikke det samme som at vende det blinde øje til klima problemerne?

At lagre co2 er vel bare at udskyde problemerne, i stedet for at udvikle teknologi der kan løse problemerne.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk