Første skridt mod krav om at nedbringe skibenes CO2-udslip
Udviklingslandene får ikke lov til at køre friløb, men skal være omfattet af kommende krav til, hvor meget CO2 verdens skibsflåde må udlede, konkluderer søfartstopmøde.
Læs også
-
Danmark: Vi er nødt til at lægge skat på skibenes olieforbrug
Læs mere om
Verdens skibsfartsnationer har overvundet et afgørende stridspunkt, der i flere år har forhindret bindende mål for at reducere skibenes CO2-udledning.
På det netop overståede møde i FN´s Søfartsorganisation (IMO) har de 167 medlemslande med undtagelse af Kina, Indien, Venezuela, Sydafrika og Brasilien tilsluttet sig princippet om, at regulering af søfartens CO2-udslip skal gælde alle medlemslande. Der skal altså ikke være særregler for U-lande.
»Det er en stor sejr, at vi har gjort op med ideen om, at nogle lande skal reducere udslippet, mens andre kan lade være. Den diskussion har jo fuldstændig forgiftet muligheden for at komme nogen vegne,« siger vicedirektør i Søfartsstyrelsen Christian Breinholt, der deltog i mødet.
Ifølge ham tyder modstanden fra især ulandene på, at de frygter, at samme princip vil blive gældende, når landene mødes i København for at finde en afløser for Kyoto-protokollen. Hidtil har ulandene nemlig været fritaget for forpligtende reduktioner.
Princippet indgår i et såkaldt ”leading paper”, som er udarbejdet af Danmark, Marshall Øerne og repræsentanter fra skibssektoren.
Designkrav til skibe skal sænke brændstofforbruget
Danmark havde også medbragt to andre forslag. Det ene gik ud på, at beskatte skibenes brændstofforbrug og bruge pengene til at opkøbe CO2-kvoter og dermed sænke klodens CO2-udledning. Det forslag mødte stor modstand fra ulande og USA, men skal drøftes nærmere på det næste IMO-møde til juni i Oslo.
Et dansk forslag om at stille krav til CO2-venligt design af fremtidige skibe blev derimod godt modtaget af medlemslandene, der vedtog udviklingen af obligatoriske designkrav.
Klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) glæder sig over beslutningen i IMO, men holder fast i, at reguleringen af skibsfartens CO2-udslip bliver en del af en international aftale, hvis IMO ikke formår at vise resultater på området.
»Derfor er det udmærket, at IMO nu ikke bare har tilsluttet sig de ni danske principper, der er også lagt en linje, der er langt mere offensiv end tidligere. For også i de internationale forhandlinger mærker vi i disse dage, at der sker noget på søfartens udledninger,« siger Connie Hedegaard.






