Ny bilmotor skifter selv mellem to og fire takter
Et engelsk udviklingsfirma har testet en prototype, som kan sænke CO2-udslippet fra bilmotorer med 27 procent, uden at det går ud over effekten. Hemmeligheden er at kombinere de bedste egenskaber fra to- og firetakts-motorer.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Det engelske udviklingsfirma Ricardo har frembragt på prototype på en ny motor, 2/4SIGHT, som automatisk skifter mellem to-takts- og fire-takts-drift, endda under last. Derved høstes de bedste egenskaber fra begge de klassiske motortyper.
»Fire-takts-motoren er mest effektiv med speederen i bund. Det er lige omvendt med to-takts-motoren,« forklarer ingeniør og motorforsker Robert Kee fra Queen's University i Belfast til Technology Review, et nyhedsbrev fra Massachusetts Institute of Technology (MIT).
Prototypen, som er en ombygget V6 motor på 2 liter, giver en ydelse, der svarer til en 3,5 liters V8-motor.
Teknologien gør det muligt at skalere bilernes motorstørrelse kraftigt ned og reducere benzinforbruget, uden at bilen får færre kræfter af den grund. Datasimuleringer med standardiserede metoder viser, at brændstofforbruget derved kan reduceres med 27 procent.
Turboladning og præcis ventilstyring
Forskellen på to-takts-motorer og fire-takts-motorer er, at to-takts-motoren har en drivende gasforbrænding, hver gang stemplet er i topposition, hvorimod fire-takts-motoren kun har en forbrænding, hver anden gang stemplet er i top. Den mellemliggende stempelcyklus bruges til at skubbe den forbrændte gas ud gennem udstødningen.
2-takts-motoren er i stand til at give ydelse i hver eneste stempelcyklus, fordi den kortvarigt åbner både indsugnings- og udstødsventiler på én gang, mens stemplet er i slutningen af sin arbejdstakt. Det giver risiko for, at en del af den friske, uforbrændte benzin fra indsugningsluften smutter med ud gennem udstødningsventilen - altså uden at præstere et arbejde.
Det tab søger Ricardos ingeniører at minimere ved hjælp af turboladning og en meget præcis ventilstyring.
Firmaet søger nu en bilsponsor
Under udviklingen og den efterfølgende afprøvning på University of Brighton var V6-motoren udstyret med elektro-hydrauliske ventiler, som kunne styres fuldstændig med software.
Men ifølge Ricardos pressemeddelelse er der intet i vejen for at benytte en masseproduceret knastaksel til at styre ventilerne. Ricardos ingeniører har i øvrigt også udviklet en ny, patenteret knastaksel, der kan masseproduceres.
Udviklingsprojektet er delvist finansieret af den britiske regerings teknologisk-strategiske udvalg.
Ricardo søger nu sponsorer til at bygge en bil med den nye motor, så den kan vise sine evner i praksis og ikke kun i en testbænk.






