Bestemte følelser og de områder af hjernen, der formidler disse følelsesmæssige impulser, spiller en afgørende rolle for vores moralske vurderinger. Det viser en ny undersøgelse, som bl.a. er foretaget af hjerneforskere fra Havard University, USA.

Forskerne har studeret patienter med en skade på det område af hjernen, der normalt modtager og behandler sociale impulser som medfølelse, skyld og skam. Målet for undersøgelsen var at få mere viden om de naturlige følelsers betydning for vores moralske adfærd.

Hidtil har forskerne opfattet etik som et rent kulturbestemt fænomen, men de sidste år har forskerne fået en mistanke om, at organismens og hjernens biologi også har en stor betydning for vores dømmekraft.

Hjerneskade gør kynisk
Dette første kliniske studie af følelsernes rolle for moralske vurderinger afslører, at der sker en markant ændring i menneskers adfærd, når de hjerneområder der normalt udløser eksempelvis empati, er blevet beskadiget.

Patienter med denne særlige hjerneskade udviser en klar tendens til at handle ud fra mere kyniske nyttebetragtninger; hensynet til flertallet overskygger hensynet til den enkelte, som patienterne derfor i højere grad er villige til at ofre. Undersøgelsen vil kunne hjælpe pårørende til dem, der lider af denne hjerneskade, og mere generelt kan den fremme en forståelse af, at moral og etik ikke kan læres rent rationelt.

Når vi opfører os som kyniske bæster skyldes det altså ikke "selviske gener". Vi er af natur snarere skabt i en modtagelighed for at kunne føle med andre, føle skyld, skam og dermed leve ansvarligt. Det er i hvert fald konklusionen af den undersøgelse, som hjerneforskerne har udført.

Normer kan ikke efterleves
Patienternes kyniske opførsel skyldes en skade på et afgrænset område af hjernen, der hedder den ventromediale frontale cortex, dvs. det er den underliggende del i midten af den frontale hjernebark.

Fra denne del af hjernen formidles ikke mindst sociale følelser som medfølelse, skyld og skam. Når disse følelser hindres og ikke bliver kommunikeret til andre dele af hjernens netværk, skaber det store vanskeligheder af moralsk art.

Deres logisk-rationelle kompetencer er normale, og den intelligens, man måler i IQ, fejler intet hos dem. Men de får problemer med at leve sammen med andre: Deres ægteskaber går i stykker, de mister deres arbejde, og de træffer økonomiske valg, der er et skud i tågen.

Følelser forsvinder
Problemerne opstår ikke, fordi personerne er uvidende om normer og regler, for de ved udmærket godt, hvad der anses for rigtigt og forkert. Men de kan ikke efterleve det i normalt omfang, fordi såvel deres empati med andre som evnen til at føle egne følelser er forsvundet.

Forskerne har studeret, hvordan seks patienter med denne hjerneskade reagerer på moralske scenarier, hvori der indgår et dilemma. For at kunne sammenligne de valg, som patienterne traf, gav man de samme spørgsmål til to kontrolgrupper.

Den ene kontrolgruppe bestod af raske mennesker, den anden af mennesker med andre slags hjerneskader. De 50 scenarier, man præsenterede for de tre grupper, havde henholdsvis karakter af at være non-moralske, u-personligt moralske og personligt moralske. Hvert scenarie blev fremvist i form af tre billeder med tekst: de to første billeder beskrev scenariet, mens det tredje rejste spørgsmålet: "Hvad ville du gøre...for at..?"

Kun for de personligt moralske scenarier tegnede der sig en markant forskel på de tre gruppers svar.

Det var, når deltagerne i undersøgelsen eksempelvis blev bedt om at svare på, hvorvidt de ville kvæle deres eget barn for at redde et større antal mennesker, eller om de for at redde en gruppe mennesker ville skubbe deres sidemand ud foran en kørende bil, der ikke kunne standse.

Kvæl barnet!
Forskellen mellem de tre grupper aftegnede sig tydeligt i disse højkonflikt scenarier. Mere end dobbelt så mange patienter med den ventromediale hjerneskade valgte at handle af hensyn til den større gruppe og for eksempel kvæle barnet eller at skubbe et andet menneske ud foran den kørende bil.

Forskerne bag undersøgelsen konstaterer, at de ventromediale patienter vil være markant mere tilbøjelige til at vælge til fordel for den større gruppe og være mindre tilbøjelige til at afholde sig fra adfærd, der direkte skader et andet mennneske (en sidemand, ens eget barn). De følelser, der normalt standser os i direkte at øve skade på andre mennesker, synes fraværende hos disse patienter.

Formuleret i etiske termer: mennesker, der mangler hjernens formidling af følelser som medfølelse, skyld og skam, vil i tilspidsede situationer være mere tilbøjelige til at handle nytte-etisk ud fra hensynet til den samlede velfærd og ikke vige tilbage for at gøre skade på enkeltmenneskers liv.

Nyt forskningsområde
Antonio Damasio, som er en af forskerne bag undersøgelsen, har i mange år arbejdet med mennesker, der netop lider af denne type hjerneskade – fra 1976 til 2005 var Damasio ansat ved og leder af hjerneforskningscentret på Iowa University, de sidste år har Damasio været leder af et nyt center på University of Southern California - og han har i flere bøger udviklet teorier ud fra den nye empiri.

I hans seneste bog, Loooking for Spinoza, understreger han, at forskningen i de sociale følelser endnu kun er i sin vorden. Man er først begyndt at forstå, hvordan hjernen udløser sociale følelser. Det hårde problem for hjerneforskningen består selvsagt i at kunne følge springet fra det fysisk-kemiske til det subjektivt oplevede.

Mellem de neurale mønstre, som de forskellige scanningsteknikker kan kortlægge, og den subjektivt oplevede følelse, er der et sprogligt spring. Videnskaberne beskriver objektivt og i tredje person - subjekter, derimod, oplever og fortæller i første person.

Men Damasio formår i sjælden grad at udfolde de filosofiske implikationer, der gemmer sig i den nyeste viden om hjernen. Først og fremmest får han gjort det tydeligt, at vi ikke kan opføre os moralsk, med mindre vi har en normal og naturlig hjerneformidlet medfølelse og følelse af skyld og skam. Etik er ikke et rent kulturfænomen, det har derimod sit udspring i vores organisme og hjernes biologi.

Den nærmere forståelse af, hvordan det går for sig, når før-bevidste sociale emotioner bliver til bevidste moralske følelser og valg, kan man endnu ikke sige med sikkerhed. Men så meget er sikkert, at etik ikke er udtryk for en human opstand imod vores egen natur.