Nyt materiale åbner for superledning ved stuetemperatur
Rettet: Canadiske og tyske forskere har fundet et materiale, som bliver superledende, når blot det presses tilstrækkeligt sammen. Materialet er et skridt på vejen mod superledere ved stuetemperatur.
Læs også
Dokumentation
Der findes masser af superledende materialer. Problemet er bare, at langt de fleste kræver en nedkøling til nær det absolutte nulpunkt, før der rigtig sker noget. Nu har en gruppe forskere imidlertid fundet ud af, at materialet Silan har potentiale til at blive superledende ved stuetemperatur, hvis materialet presses nok sammen.
Den samme ide har forskerne barslet med, når det gælder metan, men desværre er det aldrig lykkedes at bevise teorien, fordi forskerne aldrig har formået at presse metan tilstrækkelig sammen.
Silan er i familie med metan, men med den forskel, at det ene kulatom er skiftet ud med et siliciumatom, mens de fire brintatomer er bevaret. Og Silan er meget nemmere at presse sammen ved en temperatur på omkring 17 grader kelvin, hvilket er højere end traditionelle superledere, hvorfor forskerne håber på i fremtiden at kunne nå stuetemperatur.
»Formålet med vores eksperimenter har været at hæve temperaturen for superledende materialer, således, at disse i fremtiden kan få en praktisk anvendelse uden, at der skal anvendes køling,« siger professor i fysik John Tse fra University of Saskatchewan i Canada.
Sammen med kolleger fra Max Planck Institut i Tyskland har han været med til at foretage eksperimenterne. Forskerholdet har anvendt en Canadian Light Source synchrotron til at undersøge materialets opførsel under den høje komprimering.
Endelig undersøger forskerne også, om Silan kan anvendes som lagringsmedium i brændselsceller.
Samtidig med offentliggørelsen af resultaterne har diverse producenter hævet priserne for Silan med op til 20 procent, da materialet nu ser ud til at være udsat for en stigende efterspørgsel.






