Dong vil eksportere unik bioethanol-teknologi

Dong udskiller nu sin forbehandlingsteknologi i selvstændigt firma, som allerede har kunder i butikken

Af Sanne Wittrup, fredag 28. mar 2008 kl. 00:45

Dong Energy satser nu for alvor på at blive en ledende spiller, når det gælder forbehandling af biomasse til såkaldt 2. generation bioethanolproduktion.

Derfor har selskabet udskilt sine bioethanol-aktiviteter i et selvstændigt selskab ved navn Inbicon. Selskabet skal dels stå for opførelse af Dong Energys kommende bioethanoldemonstrationsanlæg i Kalundborg.

Derudover skal det udvikle og sælge forbehandlingsteknologien til virksomheder i for eksempel Brasilien, USA eller Kina, som gerne vil producere bioethanol på restbiomasse.

Underdirektør Knud Pedersen, Dong Energy, forklarer, at en udskilning vil gøre det nemmere at fokusere på udvikling af Inbicons teknologi:

»Vi skaber større frihedsgrader og større målrettethed, og på den måde kan vi skabe det størst mulige afkast af satsningen,« siger han og tilføjer, at et selvstændigt selskab også giver mulighed for, at strategiske partnere kan blive medejere af teknologiudviklingen. I øjeblikket er Danisco, som leverer enzymer til Inbicons proces, en strategisk partner i selskabet.

Ingen guldgrube nu
Inbicon får i de første år karakter af et udviklingsselskab med omkring 50 ansatte, hvor halvdelen bliver beskæftiget med teknologiudvikling og halvdelen skal drive demonstrationsanlægget, som skal bygges i tilknytning til Asnæsværket ved Kalundborg og være klar til klima-topmødet i 2009.

Økonomisk bliver der ikke tale om overskud de første år, hvor hovedaktiviteten bliver opbygning og drift af det 300 millioner kroner dyre anlæg, som måske - måske ikke - kommer til at give indtægter.

Ifølge administrerende direktør i Inbicon, Niels Henriksen, er der dog allerede kunder i butikken til Inbicons forbehandlingsteknologi.

»Vores teknik er unik, og vi har arbejdet længe med at optimere den, så vi nu kan komme op på et meget højt tørstofindhold i den behandlede biomasse. Faktisk kan vi nå op på 30-40 procent i forhold til vores konkurrenters 15 procent,« siger administrerende direktør i Inbicon Niels Henriksen.

Han vil dog ikke afsløre, hvem kunderne er eller hvornår kontrakterne kan forventes i hus. Kun at sådan noget godt kan tage lang tid.

Bag konceptet om at integrere bioethanolfremstilling på halm med kraftværksdrift ligger der hos Dong-folkene en filosofi om, at råvarerne skal udnyttes så godt og intelligent som muligt.

Integrationsideen stammer helt tilbage fra Elsam-tiden og blev kaldt Ibus-konceptet, som vi også tidligere har beskrevet her i bladet, men principperne lever stadig sammen med visionerne om, hvad teknologien kan bruges til på sigt.

»Planter er kompliceret opbygget ved hjælp af fotosyntese. Det vil være synd og skam blot at sætte en tændstik til dem; i stedet kan vi gå ind på molekyleniveau og klippe materialet i stykker og dermed udnytte det mere intelligent, inden vi afbrænder eller forgasser resten,« siger Niels Henriksen. Han tilføjer, at også husholdningsaffald og andre typer planteaffald på sigt kan forbehandles med Inbicons teknologi, ligesom substratet sandsynligvis kan bruges som råvare i den kemiske industri.

Også vicedirektør Knud Pedersen vil gerne slå et slag for en mere helhedsorienteret indgang til tingene:

»Varmt vand kan man lave af så meget. Det drejer sig om at bruge råvaren, eksempelvis restbiomassen, til noget, der er så højværdigt som muligt, og dét er for eksempel bio- ethanol, kombineret med strøm- produktion,« siger han.

Fornuftig disposition
Aktieanalytiker fra Jyske Bank med speciale i Dong Energy, Jens Houe Thomsen, kalder udskilning af Inbicon i et selvstændigt selskab for et fornuftigt og naturligt træk. Især i en situation, hvor teknologier til behandling af restbiomasse endnu ikke er færdigudviklede, men hvor udnyttelse af planteaffald til gengæld spås en helt central rolle i fremtidens energiforsyning:

»På nuværende tidspunkt ved man ikke, hvilken 2. generationsteknologi, der vil vinde. Derfor er det naturligt at sprede den økonomiske risiko ved investeringen i en bestemt teknologi ved at udskille den i et selvstændigt selskab, som kan tage eksterne parter med ind,« siger Jens Houe Thomsen og nævner, at det vil være en mulighed for Inbicon at indgå partnerskab med et olieselskab, som kunne distribuere den producerede bioethanol.

Samtidig peger han på, at Dong Energy jo også er investor - via Bankinvests Venturefond - i Biogasol, som arbejder med en anden teknologi til behandling af restbiomasse, og at Dong Energy dermed spiller på flere heste:

»Når det teknologiske udskilningsløb er slut, vil virksomhederne med omtrent samme teknologi typisk fusionere, og denne fase vil også være lettere for Dong Energy, når Inbicon er udskilt som et selvstændigt selskab,« siger Jens Houe Thomsen fra Jyske Bank.

Demonstrationsanlæg ved Asnæsværket

Dong Energy har søgt om offentlig støtte til projektering og byggeri af et 2. generations bioethanolanlæg i Kalundborg. Foreløbig har selskabet fået bevilget 22,5 mio. kroner til design og projektering. Bioethanolanlægget skal integreres med drift af Asnæsværket.
Bygherre: Inbicon
Pris: 300 mio. kr.
Forventet driftsstart: 2009
Kapacitet: 30.000 ton halm pr. år
Enzymer fra Danisco Genencor
Output: 4.500 ton bioethanol pr. år.
8.250 ton biofuel (svarer til 5.600 ton kul)
11.250 ton molasse (foder).