New Yorks byggeboom øger antallet af dødsulykker
Kraner vælter, mure styrter sammen og bygninger kollapser i USAs folkerigeste stad, hvor antallet af dødsulykker stiger i forbindelse med byggeri. New Yorks byggemyndighed erkender, at sikkerheden trænger til en opstramning.
Læs også
Læs mere om
Kollapset af en byggekran i New York, der tog fire personer med sig i døden er blot en af adskillige ulykker, som er hændt på stribe inden for de sidste uger i New York. Blandt andet kollapsede en bygning i Harlem i begyndelsen af marts, mens en mur styrtede sammen sidste uge.
Nu rettes kritikken mod New Yorks byggemyndighed med direktør Patricia Lancaster i spidsen. Tidligere sager viser nemlig, at byggemyndighederne ignorerede advarsler fra bekymrede borgere over sikkerhedsforholdene på byens mange byggepladser.
Alene i forbindelse med byggekranen på Manhattan havde myndighederne modtaget 38 klager.
Dertil kommer, at 29 døde i uheld relateret til byggeri fra september 2006 til 2007. Det er en stigning på 61 procent, og samtidig fordobledes antallet af advarsler udstedt til højhus-byggeri.
Til avisen The New York Sun medgiver Patricia Lancaster, at arkitekterne, ingeniørerne og håndværkerne bør blive bedre til at efterleve sikkerhedskravene.
»Vi er nødt til at holde tæt øje med byggeindustrien og tvinge dem til at være mere varsomme,« siger Patricia Lancaster.
New York oplever i øjeblikket et byggeboom uden historisk sidestykke, og direktøren for byggemyndighederne mener, at den seneste tids mange uheld skal ses i den sammenhæng.
»Vi udsteder omkring 78.000 byggetilladelser om året, og der bygges overalt i byen, så antallet af ulykker procentmæssigt er relativt lavt,« siger Patricia Lancaster til The New York Sun.






