Strålekanon brænder demonstranter væk fra gaden
Amerikansk strålekanon slår demonstranter tilbage ved at udsende højfrekvente radiobølger, der føles som kogende vand. Våbnet er testet på 600 soldater og har ingen bivirkninger.
Dokumentation
Du kan ikke se den. Du kan ikke høre den. Du kan ikke lugte den. Men du kan mærke en voldsom varmebølge, hvis du bliver ramt af den.
Varmebølgen stammer fra et stort olivengrønt skjold på taget af en militærjeep, der udsender en 100 kilowatt elektromagnetisk stråle af højfrekvente radiobølger. Strålen affyres med lysets hastighed og rammer alt i dens vej med en intens varmestråling. Et skud varer i fire sekunder, skriver cbsnews.com.
Inde i jeepen sidder en operatør, der med et joystick kan låse kanonen på et hvilket som helst mål inden for en radius af 500 meter. Varmestrålingen er uskadelig, men så heftig, at den får de menneskelige impulser til at skrige på at komme væk hurtigst muligt.
Strålingen trænger en halv milimeter ind i huden
Våbnet hedder Active Denial System (ADS) og er et led i det amerikanske militærs Non Lethal Weapons-program, som omhandler våben, der ikke slår folk ihjel.
Ifølge det amerikanske luftvåben, der har udviklet våbnet, føles det som at blive ramt af kogende vand, og de mest udholdende forsøgspersoner kunne højest opholde sig i strålen i fem sekunder.
Når strålingen rammer et menneske, bliver den absorberet i hudens yderste lag. Ikke dybere end omkring en halv millimeter, svarende til tre almindelige papirarks tykkelse, men dybt nok til at ramme nervesystemet.
Velegnet imod menneskemængder
Våbnets præcision og uskadelige virkning gør det ideelt til konflikter, hvor militærstyrker for eksempel møder store menneskemængder. Det kan være demonstrationer, store grupper flygtninge eller sultne menneskemennesker ved nødhjælpsuddeling, skriver cbsnews.com.
Ifølge det amerikanske militær medfører strålingen ingen skader på huden, selv om oplevelsen er voldsom. Det skyldes, at energiniveauet er lavt, og indtrængningen i huden er lille på grund af den valgte bølgelængde.
Militæret har testet våbnet på 600 frivillige soldater og forsøgsdyr. ADS er blevet testet 10.000 gange og ifølge det amerikanske luftvåben er der kun en tienedel af en procents risiko for mindre skader som vabler og udslæt.
Til gengæld er kritikere bange for, at kanonen kan misbruges til tortur, og på grund af risikoen for at genoplive minder om irakiske fanger i Abu Ghraib-fængslet i Bagdad, der blev tortureret med strøm, er det amerikanske militær tilbageholdende med at bruge våbnet i Irak.
Senderens frekvens er indstillet til 95 GHz, men det har været ressourcekrævende at finde frem til det energiniveau, hvor skaderne er mindst mulige.
Udviklingsprojektet har varet i 15 år og kostet mindst 77 millioner kroner, hvoraf 63 millioner kroner er brugt til gennemførelse af smerteforsøg.






