El-forbindelse til Sverige er brændt sammen
Et havari i en transformatorstation ved Aalborg har lukket et kabel på 350 megawatt til Sverige. Stationen lækker olie efter et nedbrud i viklingskobleren.
Læs også
-
Dong-fejl: 270 volt smadrede udstyr hos Hillerød-virksomheder
Læs mere om
Alarmerne blinkede tirsdag aften, da jævnstrømsstationen Konti Skan 1 brød sammen i Vester Hassing nord for Aalborg. Stationen er en del af den ene af to forbindelser fra Jylland til Sverige, hvor tilkoblingen sker i Lindome syd for Gøteborg, men det er uklart, hvilken betydning nedbruddet får for elprisen.
Havariet er formentlig sket i stationens viklingskobler, men teknikkerne kan ikke se synlige tegn på havariet, bortset fra at stationen har lækket lidt over en halv liter olie ud.
Konti Skan 1 har en kapacitet på cirka 350 megawatt, og transformatoren er otte meter høj inklusiv isolatoren.
I øjeblikket arbejder teknikere på at finde fejlen i samarbejde med den engelske transformerleverandør Areva.
»Vi er nødt til at skille dele af den ad, før vi kan gisne om, hvad der er galt. Det eneste, vi er ret sikre på, er, at fejlen findes i viklingskobleren,« siger Jesper Bak-Jensen, der er vedligeholdelseschef på Energinet.dk's jævnstrømsstation i Vester Hassing.
Ingen forbrugere er blevet berørt af nedbruddet, da ingen er direkte afhængige af transformatorstationen, fordi den ikke er en del af det egentlige forsyningsnet.






