Forny teknologien eller luk!
Med generationsskifter og en usikker konjunktur i udsigt, bør små og mellemstore virksomheder sikre sig med teknologiløft
Uden et teknologiløft i form af robotanlæg, software eller anden teknologi ville de ikke have overlevet.
Det svarer 15 virksomheder, der har deltaget i dybdeinterview til en rapport som Akademiet for de Tekniske Videnskaber for nylig har udgivet.
»Der er rigtig mange virksomhedsledere, der går og tænker, at det nok skal gå, og at "det nok skal holde min tid ud". Men det gør det ikke!,« siger Jane Wickmann, der er formand for en arbejdsgruppen bag rapporten.
Hun peger på, at mange små og mellemstore virksomheder er underleverandører til kunder, som stiller store krav og er dygtige indkøbere.
»Konkurrencen er blevet hårdere, så derfor er det livsnødvendigt, at give firmaet et teknologiløft,« siger hun.
Et teknologiløft kan gøre en virksomhed i stand til at arbejde hurtigere og bedre med brug af de samme ressourcer, og det er lige præcis derfor, at en moderne 3D-virksomhed som Davinci Development har overtaget en traditionel modelfabrik som Skamo, der ellers var lukningstruet.
»Vi skal supplere hinanden med hver vores kompetencer, så teknologiløftet sker i kraft af samspillet,« siger direktør i Davinci Development Ole Lykke Jensen.
Én barriere for virksomhederne er viljen til teknologiløft. Og her ser direktør i Center for Underleverandører Knud Hareskov Jensen, at medlemsvirksomhederne er delt i to grupper, der er nogenlunde lige store.
»Den ene er en yngre gruppe af ledere, som er meget indstillet på at anvende og investere i ny teknologi. Den anden er en række ejere, der nærmer sig pensionsalderen, og her er viljen ikke så stor af hensyn til kommende generationsskifte,« siger Knud Hareskov Jensen.
»De risikerer at tabe i konkurrencen,« siger Knud Hareskov Jensen.





