Nye resultater fra verdens største radioteleskop, Areciboteleskopet i Puerto Rico, viser at neutronstjerner kan være langt mere massive end hidtil antaget. Konsekvensen er, at der findes langt færre sorte huller end forskerne hidtil har troet.

Når store stjerner løber tør for brændstof får deres enorme tyngdekraft den til at falde sammen. Kernen, der typisk har en masse på omkring 1,4 gange Solens, bliver så presset sammen til neutronstjerner, med en diameter på 10 til 16 kilometer og en massetæthed på omkring en milliard ton per kvadratcentimeter.

Materialet i midten af neutrostjerner er det tætteste i universet, tættere end materialet i en atomkerne.

»Hvis man kunne tage en teske-fuld af dette stof, ville det veje lige så meget som alle mennesker på Jorden. Til sammenligning, har Solen på overfladen en massefylde som vand«, siger den canadiske astronom Jason Hessels fra det astronomiske institutut Anton Pannekoek ved Amsterdams Universitet.

»Stoffet i en neutronstjerne er så tæt, at vi ikke ved, hvordan hvad det består af eller hvordan det opfører sig. For eksempel ved man ikke, hvad der vil ske, hvis man tilføre en neutronstjerne mere masse ? om den vil vokse eller beholde den samme størrelse,« forklarer Jason Hessels.

Seks års observationer
Spektralanalyser af stråling fra en neutronstjerne tyder nu på, at neutronstjerner ikke, som hidtil antaget, falder sammen til sorte huller ved en vægt på 1,6 and 2,5 solmasser. Tvært imod ser det ud til, at neutronstjerner kan have en masse på 1,9 og måske helt op til 2,7 gange vores sols masse før de bliver til sorte huller. Mange af de neutronstjerner, som på længere sigt skulle blive til sorte huller, vil derfor forblive neutronstjerner.

Det er Jason Hessels og hans kolleger kommet frem til ved i seks år at have brugt Arecibo-teleskopets "L-wide" modtager, der kan registrere radiofrekvenser fra 1.100 til 1.700 MHz og teleskopets spectrometer Wide-Band Arecibo Pulsar Processors til at undersøge en dobbelt-pulsar kaldet M5 B i kuglehoben M5 i stjernebilledet Slangen (Serpens).

En pulsar er en stærkt magnetiseret neutronstjerne, der udsender store mængder elektromagnetisk stråling fra dens magnetiske pol. Her på Jorden opfattes denne stråling som impulser, fordi pulsaren roterer og strålingen her opfattes ligesom lyset fra et fyrtårn.

I M5 B's tilfælde går der 7,95 millisekunder mellem, at disse radioimpulser når Jorden. Impulsernes præcise ankomststid på Jorden er blevet brugt til at måle MB 5's kredsløb omkring dens tvilling og til at anslå MB 5's mulige masse.