Kinesere overhaler alle giganterne med opladelig hybridbil
Inden tre år kan europæerne begynde at købe billige og langtrækkende plug-in-hybrid-biler fra Kina. I første omgang sender batteriproducenten BYD Auto sin hybrid på det kinesiske marked til 100.000 kroner.
Den kinesiske batteriproducent BYD sender sin plug-in-hybrid bil, F6DM, på det kinesiske marked til foråret. To år efter kommer bilen til Europa. (Foto: BYD Auto).
Læs også
-
Regeringen står fast: Ikke en øre i afgiftslettelse til hybridbiler
Læs mere om
Europæerne får også mulighed for at købe den billige og udholdende plug-in-hybrid bil BYD F6DM, der kører ud på det kinesiske marked allerede til foråret – to år før både Toyota og General Motors forventer at slippe de første hybridbiler løs.
Allerede om to til tre år regner producenten BYD (Build Your Dreams) Autom med, at bilen kommer til Danmark, skriver BYD i en pressemeddelelse.
Den kinesiske hybridbil er udviklet af batteriproducenten BYD, der siden 1995 har vokset sig fra en virksomhed på 20 ansatte til en af kæmperne på batterimarkedet med 120.000 ansatte.
Kina-hybrid kører 100 kilometer på ren elkraft
Forventningerne til den kommende F6DM er også pumpet helt i vejret. Eksempelvis lover producenten, at bilen kun vil koste 100.000 kroner i Kina. Det vil svare til omkring 300.000 kroner i Danmark, hovedsageligt på grund af afgifter.
BYD F6DM nøjes heller ikke med at fremstå som en benzinmotor med en hjælpende el-motor – tværtimod. Ved ren elkraft kan bilen køre 100 kilometer. Til sammenligning kan General Motors prototype Volt kun køre omkring 65 kilometer på ren elkraft. Får benzinmotoren lov til at hjælpe, så får den kinesiske hybridbil en rækkevidde på 430 kilometer.
Bilen skyder en maksimal hastighed på 160 kilometer i timen og indeholder 100 mindre batterier af typen lithium-jernfosfat, der kan rumme 20 kWh. Batterierne kan oplades 2000 gange, før de skal skiftes, og en fuld opladning tager ni timer. Skal batterierne blot oplades halvt kan det gøre på kun 10 minutter.
I alt ender bilens vægt på 1800 kilo.
Benzin og el kæmper begge for at skabe fart
Bogstaverne DM i bilens navn dækker over ordet Dual Mode, som betegner bilens egenskab til at skifte mellem benzinmotoren, elmotoren eller en kombination.
Når bilen starter, sker det med ren elkraft, mens den bliver til en seriehybrid ved almindelig kørsel, hvor også benzinmotoren hjælper til at lade på batterierne. Ved acceleration og hurtigkørsel fungerer den som en parallelhybrid, hvor både benzinmotor og elmotor hjælper med fremdriften.
BYD Auto forventer, at salget vil ligge på omkring 500 om måneden de første måneder i Kina, mens det vil stige til 2.000 om måneden efter et år.






