Rusland bandlyser sydkoreansk astronaut
Den russiske rumfartsorganisation Roskosmos tvinger Sydkorea til at udskifte den astronaut, som skal sendes op med en russisk rumkapsel. Han har forbrudt sig mod de strenge, russiske sikkerhedsbestemmelser under sin træning.
Ko San mistede muligheden for en tur til Den Internationale Rumstation, da han sendte en russisk lærebog hjem med sine personlige ejendele. Nu får Yi So-yeon i stedet chancen. (Foto: Korea Aerospace Research Institute)
Læs også
Læs mere om
Rusland har krævet, at Sydkorea udskifter den astronaut, som skal sendes op med en Soyuz-kapsel til Den Internationale Rumstation 4. april.
Sydkoreas primære kandidat, Ko San, er uønsket på den russiske rumkapsel, fordi han har forbrudt sig mod de strenge sikkerhedsbestemmelser under træningen i Stjernebyen uden for Moskva.
Lee Sang-mok fra det sydkoreanske undervisningsministerium oplyser, at Ko San blev udskiftet, da han havde taget en lærebog med ud af træningscenteret uden tilladelse og sendt den hjem sammen med sine personlige genstande i september. Ko San har senere returneret bogen og undskyldt sig med, at det var et uheld at den blev sendt sammen med hans personlige ejendele.
Men i februar brød Ko San igen reglerne, da han modtog materiale fra en russisk kollega, som han ikke havde adgang til. Russerne vil ikke oplyse, hvad materialet handlede om.
Lee Sang-mok oplyser, at den russiske rumfartsorganisation Roskosmos tidligere har oplyst astronauterne, at mindre forseelser og overtrædelse af reglerne kan får store konsekvenser. Ko San vil dog forblive i Stjernebyen og træne.
Sydkorea mener, at begge hans forseelser er betydningsløse. Alligevel har landet accepteret det russiske krav om at fjerne ham fra turen til Den Internationale Rumstation.
I stedet sender Sydkorea sin back-up-kandidat, den 29-årige kvinde Yi So-yeon. Hun er ansat på Korea Aerospace Research Institute og er uddannet i mekanik arbejder med bioteknologi. Hun skal tilbringe 10 dage på rumstationen sammen med seks andre astronauter og gennemføre en række forsøg.
Med Yi So-yeon bliver Sydkorea der 25. lande i verden til at have en astronaut i rummet. Hun vender tilbage til jorden den 19. april sammen med rumstationens 16. permanente besætning.
Sydkorea annoncerede sidste år en ny ambitiøs plan for at indtage rummet. Køreplanen omfatter astronauter i rummet, en sonde i kredsløb om Månen i 2020 og et månelandingsfartøj i 2025.






