/elektronik

Flyt hjemmenummeret over på mobilen

Sonofon går solo og tilbyder kunderne mulighed for at nedlægge fastnettelefonen og lægge den sammen med mobilen. Venner og familie kan stadig ringe nummeret op til den billige fastnettakst.

Af Kent Krøyer, mandag 10. mar 2008 kl. 16:09

Sonofon tilbyder som det første danske teleselskab private mobilkunder at lægge et fastnetnummer sammen med mobiltelefonen, efter der mandag blev indgået en aftale i brancheforeningen Telekommunikationsindustrien.

Ved at lægge fastnetnummeret sammen med mobilen kan kunderne ringes op af venner og familie til den billige fastnettakst. Samtidig kan kunderne skrotte deres fastnettelefon, som Sonofon har langt færre kunder på end TDC.

»Sonofon vil overtage et fast telefonnummer og bevare det som et fastnet-nummer, der bliver koblet sammen med en mobiltelefons nummer. Det faste nummer vil fortsat blive behandlet teknisk og forretningsmæssigt som et fastnummer. Det vil sige, at prisen for at ringe op til det, vil være som at ringe til et fastnetnummer, også fra udlandet. Og man vil ikke kunne sende en sms til det,« fortæller direktør Ib Tolstrup, Telekommunikationsindustrien.

Han understreger, at der ikke bliver tale om, at danskerne generelt kan flytte deres telefonnumre rundt mellem fastnet og mobil, hvilket i fagsproget hedder krydsportering.

»Teleselskaberne skal gøre det hver for sig, og det medfører også, at man ikke nødvendigvis kan flytte sit kombinationsabonnement til et andet teleselskab, fordi de måske ikke lige tilbyder den helt samme kombination af tjenester,« siger Ib Tolstrup.

Udviklingen kan ikke standses
Trods forbeholdene kalder teleanalytiker Torben Rune, leder af konsulentfirmaet Netplan, Sonofons initiativ for en glædelig nyhed.

»Det sætter skub i den udvikling, som ikke er til at standse, nemlig mod 100 procent mobile abonnementer. Når Sonofon gør det her, så vil resten af branchen være nødt til at gøre det samme, ellers får Sonofon alt for store markedsfordele,« vurderer han.

Torben Rune mener, at smertegrænsen for, hvor længe det kan betale sig at holde liv i det gammeldags fastnet-system, nærmer sig hurtigt, når folk i stigende grad flytter deres telefonsamtaler over på mobilabonnementer. Med smertegrænsen mener han, at den faldende telefontrafik på det faste net bliver dyrere og dyrere for selskaber som TDC.

Krydsportering mellem faste og mobile telefonnumre var med i et lovforslag for tre år siden, men det blev pillet ud af lovforslaget efter pres fra telebranchen. Et af problemerne er, at udenlandske teleselskaber ikke vil taksere et opkald som til et fastnetnummer, hvis det i virkeligheden afsluttes i en mobiltelefon.

»Det er sandsynligvis derfor, at Sonofon ikke vil give mulighed for at sende sms-beskeder via den nye ordning,« konstaterer Torben Rune.



11. mar 2008 kl 08:38

Peter Risager

Grand central

Det her lyder som et godt skridt på vejen. Så kan vi bare vente i spænding på at en service som GrandCentral bliver tilgængelig i Danmark, for det er godt nok smart.


11. mar 2008 kl 10:58

Jan Mikkelsen

Forlænget levetid til fastnet

I det omfang, at man som forbruger ønsker at bevare sit fastnummer, og at prisen fortsat forbliver lavere end den rene mobiltakst, ja så kan jeg se en fordel ved dette. Men hvordan Torben Rune kan få dette til at blive et skub mod 100% mobil abonnementer, det har jeg svært ved at se. Sonofons model giver jo netop forbrugerene en økonomiskgrund til at bibeholde fastnet abonnementet.

At smertegrænsen for fastnettet skulle være nået for operatørene kan jeg nu heller ikke se. Med den efterhånden enorme afgift TDC har for et fast abonnement, så tror jeg samtaleafgiften er en dråbe i deres indtægtshav for fastnettelefoni.

Da der fortsat er husstande i dette moderne(?) Danmark, der ikke har pålidelig mobildækning, så dør fastnettet vist ikke lige de første par dage.

Jan


11. mar 2008 kl 14:05

Michel Coene

Re: Forlænget levetid til fastnet

Det er mærkeligt hvordan TDC rent teknisk ikke laver en sk... til at forlænge levetiden. Anno 2008 skal men betale ekstra til at se hvem ringer. Teknologien til at modtage SMS-er på et fastnet telefon findes allerede, men det ser ikke ud som om nogen hos TDC er interesseret. Med væksten i VOIP kan vi snart sætte øksen i linien mellem DSLAM og centralen...


11. mar 2008 kl 18:59

Steen Guttknecht

Fastnummer på mobil irrelevant når der ikke er dækning

.... Da der fortsat er husstande i dette moderne(?) Danmark, der ikke har pålidelig mobildækning, så dør fastnettet vist ikke lige de første par dage.

Jan

Den manglende dækning er helt klart en forhindring for fuldstændig overgang til mobil. Sonofons PR stunt med fastnummer på mobilen vil i hvertfald være en narrehat for den - ganske velbefolkede - del af Hornbæk-området, vi bor i. Og Sonofon er - og har hidtil været - helt og aldeles ligeglade med det problem !

Steen


11. mar 2008 kl 20:17

avatar

Hans Holt

Det lyder helt lækkert...

Jeg har en VoIP konto hos NEUF i Frankrig.
Der ringer man til alle fastnetnumre i ca 50 lande i hele verdentil 0 kr og 0 kr i opkald. Opkald til mobiler uden for USA ogCanada er desværre til 2 kr pr minut.

Med Sonofons flytning af fastnetnumre til mobil, kan jeg ringe gratis til denne type mobiler - det lyder herligt og TDC tjener ikke noget ;-)


14. mar 2008 kl 06:40

avatar

Peter Bue Westh

manglende dækning

hvor stor en andel af brugerne har dårlig eller manglende dækning? Ude på landet findes der en del sorte pletter (jeg bor i et af dem). De vil ikke kunne bruge sonofons tilbud


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.