Musik der får hårene til at rejse sig
Skiver der sætter anlægget på prøve og følelserne i svingning...
Selv med en bred musiksamling er der skiver, jeg vender tilbage til igen og igen. Fordi de siger mig noget særligt. Jeg sidder ikke og hører demoplader, hvor lydkvaliteten er eneste attraktion. Omvendt gider jeg som regel heller ikke høre på rigtig dårlige optagelser – hvadenten det nu er overkomprimerede og overproducerede optagelser eller noget, der lyder som var det optaget i et badeværelse. Eller bare forvrænget og indeklemt. Hvorfor lyder Deutsche Grammophons plader fra 70erne (og er det kun 70erne?) så allerhelvedes ringe?
Der er jo folk, der som på samlebånd kan spytte vellydende skiver ud – ECMs Manfred Eicher er jo ansvarlig for en sand perlerække af vellyd, bl.a. med en af mine all time favorits, Keith Jarrett.
Så hvor svært kan det være, hvis man kan sit håndværk?
Når musik og teknik går op i en højere enhed, så sker der noget særligt. Et godt anlæg får det bedste frem i en god indspilning, og pludselig sker der noget henne i lænestolen…følelsesmæssigt engagement, begejstring og bevægelse. Aktivering af erindringer eller ekstraordinær tilstedeværelse HER og NU: man sidder og spiller med, luftguitar eller lufttrommer, lyst til at danse. Det er her, fårene skilles fra bukkene, hvor den gode musik, godt optaget, spillet på et godt anlæg, formidler en magi, man ellers ikke oplever.
Hvis du, kære læser, er med på spøgen, så kan vi på denne blog udveksle tips om sådanne skiver.
Jeg lægger ud med nogle stykker, og hvis konceptet vinder gehør, vil jeg fra tid til anden byde op til dans, smide nogle af mine favoritter ud og se hvad der sker. Jeg starter med tre ”tilfældigt” udvalgte: Miles Davis: Porgy and Bess, Pergolesi: Stabat Mater og Faithless: Reverence. Er jeg for kortfattet, kan den ikke-klassiske musik som oftest findes beskrevet udførligt på www.allmusic.com
Miles Davis: Porgy and Bess
Her taller vi om en ”jazzet” big-band version af Gershwins Porgy and Bess. Gil Evans dirigerer orkesteret. Og Miles Davis – ja jeg må jo indrømme, at jeg har en særlig svaghed for meget af hans musik – spiller så smukt og indfølt som kun (?) han kunne i denne periode. Optagelsen er fra 1958. Hvis man hører det, så er det i den gode forstand, måske fordi det er optaget med simple midler, uden så mange dikkedarer: masser af dynamik, nuancering og nærvær. Men også med kant og transienter, der smælder igennem. Lyt til skæringen ”Gone, gone, gone” – trommerne står knivskarpt og rytmesektionen driver musikken frem i et jublende, dansant tempo, mens ”Summertime” emmer af lyrik. Længsel, inderlighed, begejstring, det hele er der. Må gerne spilles højt. Jeg har den både på plade og CD, begge digitally remastered. Lyden er lydefri. Ved højt lydniveau stiller pladen store krav til anlæggets dynamiske formåen og evne til at bevare roen (en strømstærk forstærker, velkonstruerede højttalere!), når musikkerne slipper energien løs.
Pergolesi: Stabat Mater (komponeret ca. 1735)
Jeg abonnerer ikke på gud i nogen form eller variant – tværtimod – men synes alligevel, at flere af de store, klassiske messer rummer megen skønhed, som sagtens kan nydes uden et inderligt accepterende forhold til kirke eller bibel. Pergolesis Stabat Mater holder jeg særligt af. For mig rager en bestemt indspilning højt op over dem, jeg i øvrigt kender: Loehrers indspilning fra 1972 (Erato). Hele opførelsen spænder smukt fra det lette, næsten dansante til den tungeste sorg. Violinerne står klart og fjerlette, og de to sangere, Luciana Ticinelli-Fattori (sopran) og Maria Minetti (contraalt) synger smukt og indfølt. Og man fornemmer tydeligt stemmernes fylde, nuancering og dynamik. Her synges tydeligvis i et stort kirkerum, der tillader stemmernes dynamik at komme til udfoldelse uden at blive maskeret af refleksioner fra væggene. Optagelsen er fra 72 og ikke perfekt, der er en meget lille smule sus, og man KAN enkelte steder høre det er en analogoptagelse, men alligevel formidles alle musikkens lydlige og følelsesmæssige nuancer smukt igennem.
Faithless: Reverence (1996)
Her er vi ovre i helt anden boldgade, vel nærmest House-agtig elektronisk musik. Musikken er et mix af samplinger, effekter og sang og ligger dermed langt fra, hvad jeg normalt foretrækker: live musik spillet af levende musikere foran et medlevende publikum. Men det her er godt lavet, musikken er afvekslende med berusende energi, de mange lag af lyde og effekter er mikset sammen til et resultat med stor kant og dynamik, med luftighed og rumvirkning. Teksterne er intelligente, fulde af overraskelser og musikken pisker teksternes følelsesmæssige budskab ud i hovedet på lytteren. Som formentlig enten begejstres eller hellere vil høre noget andet. Men jeg har det som Allmusics anmelder: ”The songs are great, the beats are compelling, and it's almost impossible to not bounce around the room while listening.”
|
