Hybridbiler tager litihum-ion-batterier til sig
Japanske Hitachi har udviklet et nyt modul med lithium-ion-batterier, som kan give hybridbilerne et kommercielt boost.
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Den amerikanske bilproducent General Motors (GM) vil markedsføre otte nye hybridbiler i USA samt ni andre modeller i den øvrige del af verden. Yderligere 16 modeller vil efterfølge disse i de kommende fire år.
Satsningen skyldes, at udviklingen af batteriteknologi til biler er nået til et kritisk vendepunkt, som har fået GM til at ændre strategi vedrørende produktionen af miljøvenlige hybridbiler. Nyudviklede lithium-ion-batterier er endelig klar til at erstatte hybridbilernes nuværende bly- eller nikkel-metalhydrid-batterier.
Det er et tilsvarende batteriteknologisk skift, der først skete i mobiltelefoner og legetøj, og som for nylig fik sit indtog i elektrisk håndværktøj, såsom bore- og skruemaskiner.
GM har netop placeret en stor rammeordre på opladelige litium-ion-batterier hos et datterselskab af japanske Hitachi. Der er tale om et nyt, seriekoblet batterimodul, specielt udviklet til hybridbiler. Modulet vejer 20 kg inklusive styringskredsløb, fylder 22 liter og det kan yde 1,35 kW/kg ved en spænding på 173 Volt. Det er ifølge Hitachi selv 30 procent mindre i omfang end forgængerne og rummer 50 procent mere energi.
General Motors forventer at 100.000 moduler årligt, så snart den amerikanske bilproducent er klar med 2. generation af hybridbiler, og det vil ske om to år.
Hitachi forventer, at det globale marked for hybridbiler vil vokse jævnt fra 2006-niveauet på 410.000 styk til 1,5 million eksemplarer i 2010.





