IPtronics flytter lysledere ind i selve computeren
En gruppe tidligere Giga-ingeniører gør computere hurtigere med optiske komponenter
Roskildefirmaet IPtronics er i fuld gang med at udvikle optiske komponenter, der kan optimere interne computersystemer ved at omdanne elektriske datasignaler til lyssignaler.
En af fordelene er, at lyslederne giver meget mindre effekt. For en stor del af den varme, der opstår i en computer, kommer fra de chips, der står for in/out-systemer. Ved at fjerne disse chips i konstruktionen, bliver den billigere, og en ny konstruktion med optiske komponenter fylder mindre.
»Computerproducenterne kan ikke komme til at bygge næste generation af computere, fordi kobberbanerne og deres elektronik udgør en flaskehals. Derfor skal de bruge en ny teknologi baseret på optiske fibre,« siger direktør Niels Finseth.
I første omgang er der et marked i supercomputere og i serverklynger, hvor kommunikationen mellem hundredvis eller tusindvis af boards med hver sin processor foregår på store backplanes.
»Der er nogle fysiske grænser for, hvor hurtigt elektriske signaler kan bevæge sig langt med en kobberleder. Jo længere afstand, og jo højere hastighed, desto mere energi skal der bruges på det,« beretter Niels Finseth.
Sniger sig uden om protokoller
Løsningen er at bruge lys. Men traditionel lyslederteknologi til lange distancer dur ikke, da det er serielle signaler, pakket ind i komplicerede protokoller, der skal pakkes ind og ud i særlige signalprocessorer.
»Vores løsning benytter ikke protokoller. Vi tænder og slukker for lyset - det svarer til 1 og nul. Til gengæld kan man så lægge flere lysledere ved siden af hinanden, så signalerne bliver parallelle,« forklarer Neils Finseth.
Han erkender, at det lyder forfærdelig simpelt.
Iptronics har netop specialiseret sig i den ene ting - omsætningen af et hurtigt datasignal i den driver, der skal føde lysdioderne. I modtagerenden er en tilsvarende forstærkerchip, der skal modtage og omsætte igen til et brugbart digitalt signal.




