Stop and go på motorvejen: Det er kun bilisternes skyld
Japanske forskere har med et simpelt forsøg udelukket, at køkørsel med hyppige stop kan skyldes andet end den menneskelige psyke.
Bilkøer på motorvejen er irriterende, navnlig når de opstår helt uden påviselig grund. Problemet er dynamisk - og tilsyneladende forbundet med den menneskelige psyke. (Foto: Osvaldo Gag)
Læs også
-
Se animationen: 500 varebiler kortlægger trafikpropper i hovedstaden
-
Ulidelige bilkøer skal fjernes med tog og busser for milliarder
Læs mere om
Dokumentation
Gåden om, hvordan irriterende trafikkøer opstår på en lige vej, tilsyneladende tilfældigt og uden særlig årsag, er kommet et skridt nærmere sin løsning. Den er blevet synliggjort med et simpelt eksperiment, udført af japanske forskere og optaget på video.
Japanerne har gennem udelukkelse sandsynliggjort, at den menneskelige psyke er hovedårsag til bølger i trafikken.
Selve den helt præcise naturlovsbeskrivelse, som vil gøre det muligt at fjerne køerne trafikforanstaltninger eller elektroniske apparater, mangler stadig.
Der findes faktisk allerede en matematisk teori, der beskriver problemet om de såkaldte "shockwaves", altså bølgedannelser i trafikken, som bevæger sig bagud langs en bilkø. Den beskriver det mysterium, at bølgerne opstår tilfældigt på veje, der nærmer sig kapacitetsmaksimum. Det vil sige i myldretiden, hvor der ikke er plads til ret mange flere biler.
Bølgen starter med, at en enkelt bilist et øjeblik sagtner farten. Selv om han straks efter sætter farten op igen, har han fået den bagved kørende til at løfte foden fra speederen, og det får en bil bag ved ham til at bremse. Fartens variation bliver større og større, og til sidst går trafikken helt i stå.
Men da der ikke er nogen forhindringer forude, kommer trafikken hurtigt i gang igen - indtil den næste bølge.
Japansk baneforsøg
Der er udført mange computersimulationer for at modellere problemet. Det japanske forsøg er det mest synliggørende og præcise til dato, fordi der netop ikke bruges computere, men rigtige, menneskelige bilister.
På en lille, rund kørebane blev 22 biler anbragt med samme afstand til hinanden. Derpå blev bilisterne bedt om at starte og samtidig holde en uændret afstand til bilen foran og en hastighed på 30 km/t.
Videoen viser, at i løbet af ganske kort tid opstår bølgen, og den bevæger sig bagud med cirka 20 km/t. Bilerne går helt i stå, når bølgen rammer dem. Det hjælper slet ikke, at bilisterne sætter farten helt op til 40 km/t, når bølgen har passeret dem.
»Bølgehastigheden bagud er 20 km/t ligesom de bølger, man kan iagttage på motorveje,« siger forskerholdets leder, Yuki Sugiyama, som er fysiker ved afdelingen for komplekse systemer ved Nagoya University i Japan.
Han finder det væsentligt at genskabe bølgerne under forsøg, hvis det nogensinde skal lykkes at finde frem til metoder til at forhindre dem.
Kompliceret årsag
En engelsk trafikforsker fra det private forskningsbureau TRL, Tim Rees, forestiller sig, at årsagen er rent menneskelig. Tim Rees forskningshold arbejder ud fra en tese om, at vejene skal udformes, så der ikke er bestemte steder, der får bilister til lette foden fra speederen.
Et engelsk forsøg på M25 motorvejen ved London går ud på at styre bølgerne ved hjælp af midlertidige hastighedsgrænser. Men det japanske forsøg viser, at selv en bane, der er fuldstændig homogen, ikke hjælper.
Det tyder på, at menneskelige reaktioner er det væsentlige, ubeskrevne element i bølgedynamikken. Hvis det er tilfældet, så kan en bestemt adfærd måske løse trafikproblemet, så folk kan komme hurtigere til og fra arbejde.
Adfærden er altså nu kendt og isoleret til en enkelt årsag, som til gengæld er kompliceret - mennesket.






