Nyt center skal løse gåden om danske mænds dårlige sæd
Et forskningscenter for reproduktion og hormonforstyrrende stoffer skal undersøge, hvor stor en skyld phthalater har i, at flere må ty til kunstig befrugtning. Hædret professor opfordrer til at nedsætte et nationalt råd i stedet.
Kvaliteten af de danske sædceller er så elendig, at der er tale om reel reproduktionskrise. Hver femte mands sædkvalitet er næsten steril, hver tiende dreng fødes med misdannede kønsorganer og med syv procent børn, der nu fødes via kunstig befrugtning, er Danmark godt på vej til at erobre en trist verdensrekord.
Skyldneren er muligvis hormonforstyrrende stoffer såsom phthalater og pesticider, der mistænkes for at påvirke allerede i det tidlige fosterstadie og føre til dårlig sædkvalitet, testikelkræft, misdannelser i penis og ikke-nedfaldne testikler.
Et nyt dansk forskningscenter, som regeringen Dansk Folkeparti, Det Radikale Venstre og Ny Alliance er blevet enige om at skyde 31,5 millioner kroner årligt i at etablere og drive et, skal koordinere den danske viden om de hormonforstyrrende stoffer.
"Forsknings- og videnscenter for hormonforstyrrende stoffer og human reproduktion" kan sørge for, at forskerne samordner deres studier.
»Hvis nogen af mine kolleger får publiceret deres resultater i et internationalt tidsskrift, så skal vi nok finde ud af det, men resultaterne kunne måske være blevet bedre, hvis vi hørte om det inden, så vi eksempelvis kunne hjælpe med viden til bygge forsøgene op,« siger professor Niels Erik Skakkebæk fra Rigshospitalets afdeling for vækst og reproduktion.
En anden konsekvens af opsplitningen i forskningen i reproduktion har ifølge professoren været en manglende vished om næste års forskerbevillinger.
»Der er flere eksempler på gode forskere, der har forladt området, fordi de ikke vidst, om der ville komme finansiering næste års,« beretter Niels Erik Skakkebæk.
Han har selv lige har modtaget Skandinaviens næststørste forskerpris på 1,5 millioner kroner og mener ikke, at det nye forskningscenter batter tilstrækkeligt til at løse gåderne om de danske mænds manglende evne til at reproducere sig selv.
Niels Erik Skakkebæk har gentagne gange har opfordret Miljøministeriet til at oprette et nationalt råd til at kigge nærmere på reproduktionskrisen.
»Det vil ministeren så åbenbart ikke. Et råd vil hellers kunne gå videre, sætte sig grundigere ind i denne problemstilling, inddrage socialforskere, økonomer, kemikere og så på andre konsekvenser af udviklingen,« siger Niels Erik Skakkebæk.






