Vindmølle fik lov at køre med løse bolte i otte år
Det har aldrig været tjekket, om boltene, som burde have holdt vingen på en mølle i Odsherred fast, har været ordentligt spændt, erkender Vestas i ny rapport.
Læs også
Dokumentation
Det var knækkede bolte, som sidste fredag førte til, at en af vingerne på en otte år gammel Vestas-mølle knækkede af. Vingen blev revet af møllen og faldt til jorden med et brag 60 meter væk.
Boltene knækkede, fordi de ikke var spændt tilstrækkeligt og fordi ingen tilsyneladende havde tjekket boltene i møllens otte-årige levetid.
Det viser den foreløbige rapport over de to vindmøllehavarier, som fandt sted den 23. februar, og som klima- og energiminister Connie Hedegaard (K) derfor bestilte en redegørelse for fra forskningscenter Risø under DTU.
Af rapporten fremgår det, at alle bolte mellem nav og vingerod på møllen ved Sidinge i Odsherred var knækket, og at Vestas’ egen inspektion har vist, at der er tale om »brud forårsaget af manglende tilspændingsmoment på nogle af boltene, hvilket over tid fører til udmattelsesbrud, efterfulgt af en dominoeffekt på øvrige bolte.«
Vestas oplyser ligeledes, at den utilstrækkelige spænding af boltene kan stamme helt tilbage fra møllens opstilling, og beklager, at fejlen åbenbart ikke er blevet afsløret ved de årlige check.
Årsagen til, at en vindmølle på Djursland løb løbsk og endte med at brage i stumper og stykker på Djursland i fredag, bliver ikke opklaret med den nye rapport. Noget tyder på, at gearkassen er gået i stykker, og at det kan have fået vinge-bremserne til at knække af.
Vestas' serviceteknikere var ifølge rapporten tilkaldt til møllen, fordi der var meldt om slidte bremser. Teknikerne afprøvede bremsefunktionen 8-10 gange fra møllehatten, hvorefter de startede møllen fra bunden af tårnet.
Lige før de koblede møllen på nettet, lød der støj fra møllen, og en af teknikerne trykkede på stopknappen. Det resulterede i et brag, formodentlig fordi gearkassen gik i stykker. Det fik møllen til at ryste, så kabelholdere raslede ned fra tårnet. Teknikerne måtte opgive at stoppe møllen og flygtede fra stedet, hvorefter møllen løb løbsk.
Rapporten anbefaler, at gearkasse, bremser, krøjesystem og vingetippernes aksler bør undersøges nærmere, ligesom den opstartsprocedure, som de tilstedeværende service-folk brugte, bør vurderes nærmere.
Dokumentation
Rapportens gennemgang af uheldet med en Nordtank NKT600-180/43-mølle på 600 kW ved Hornslet 22. februar
- Vestas har oplyst, at der var tilkaldt service til møllen, som følge af fejl ved bremsefunktionen (fejl. ”bremse slidt”).
- Et Vestas serviceteam ankommer fredag formiddag og montørerne reparerer og afprøver bremserne.
- Vindmøllens bremsefunktion afprøves fra møllehatten en 8-10 gange. Herefter startes møllen fra bunden af tårnet, med henblik på at få den på nettet igen til normal produktion. Det blæser på det tidspunkt meget kraftigt, og under opstart anvendes tip bremserne ifølge oplysninger på mødet hos Vestas til at styre rotorens omdrejninger indtil driftshastighed kan opnås. Det vil sige at tipperne er slået ud under opstart.
- Under opstarten af møllen lige før den skal kobles på nettet lyder der støj fra møllehatten og montøren trykker på stopknappen. Umiddelbar herefter kommer der et 2. brag (formodentlig gearkassen der havarerer), møllen ryster kraftigt og kabelholdere mv. rasler ned i tårnet. Rotoren stopper brat et øjeblik med kører så videre. Det konstateres, at møllen ikke kan styres fra kontrolpanelet og stoppes med den mekaniske bremse. Af hensyn til egen sikkerhed forlades møllen hurtigt. Uden for møllen konstateres, at de aerodynamiske bremser (drejelige tipper) er knækket af.
- Det blæser meget kraftigt, og møllen øger sin omdrejningshastigt og opnår overløbshastighed.
- Servicefolkene kontakter politiet for at få afspærret området, og der blev i samarbejde med dem etableret en sikkerhedszone på 400 meter og naboer advaret. Denne tilstand varer i ca. 2½ time.
- Møllen havarerer herefter. Hændelsesforløbet filmet af en nabo og vis i TV2. Resultatet af havariet er, at vingerne kollapser, tårnet rammes og får en stor sammentrykning og møllehatten bøjer forover (mod vindretningen). Vingestykker fra alle tre vinger spredes i stor afstand på læsiden af møllen, næsten 180 grader.
- Møllehatten og den øverste halvdel af tårnet styrter ned på jorden lige foran møllen og generatoren falder ud, så den ligger ved siden af.
- Større stykker af vingerne er landet 2-300 meter væk, mens mindre stykker skønnes at være fløjet op til 500 meter. Der er fundet mindre lette stykker overe ved en gård ca. 700 meter væk, men disse kan lige så godt være blæst der over efterfølgende, som følge af den meget kraftige vind på tidspunktet.
- Nederste halvdel af mølletårnet bliver stående. En inspektion af gearet viser at gearet er beskadiget.
- Ingen personer kommer til skade.
Gennengangen af havari-forløbet med en Vestas V47-mølle på 660 kW ved Sidinge den 23. februar 2008
- Vestas har oplyst, at en vinge er knækket af tidligt om morgen den 23. februar 2008. Havariet blev efterfølgende opdaget af en nabo.
- Vingen er knækket af mellem vingerod og nav og har ramt jorden ca. 60 meter fra møllen.
- Det er konstateret, at boltene i nav til vingelejet er brækket.
- Ingen personer er kommet til skade.






