Lean sluger medarbejderes tid
Lean vinder frem som værktøj til at effektivisere produktionen og mindske spildtid i virksomhederne. Men lean kan i sig selv give mere spildtid og mødeaktivitet, viser Ingeniørens undersøgelse.
Det tager tid at reducere spildtid. Det paradoks har både ledelse og medarbejdere oplevet i produktionsvirksomheden Linak, der for to år siden igangsatte en lean-proces for flere af virksomhedens afdelinger.
For at effektivisere Linaks processer er der indført stramme tidsplaner i udviklingsafdelingen, men udviklingsingeniør Rene Sørensen oplever alligevel stadig forsinkelser. De opstår bl.a., fordi virksomhedens andre afdelinger endnu ikke arbejder efter samme planlægningsskemaer.
»Udviklingsafdelingen arbejder i dag med synlige skemaer, hvor så vidt muligt alle projektdeltagere er med til at planlægge de kommende opgaver for en fireugers periode. Det har hjulpet, men der opstår alligevel ventetid ind imellem, da mange projekter kræver samarbejde mellem flere afdelinger, og det er svært at forudse alle de udfordringer, der opstår i løbet af et projekt,« siger han.
Mere spildtid og flere møder
Også i andre virksomheder oplever ingeniører spildtid i arbejdsdagen på trods af lean-projekter.
I en undersøgelse foretaget for Ingeniøren af Capacent Epinion svarer 42 pct. af de adspurgte ingeniører, at virksomhedens lean-projekt har ført til øget eller uændret spildtid. Godt 40 pct. svarer, at mødeaktiviteten er øget.
Det overrasker ikke lektor i økonomistyring fra Handelshøjskolen i København, Ivar Friis. Han peger på, at mange ledere glemmer, at et lean-projekt ofte har store omkostninger for medarbejderne, der skal bruge ekstra tid på møder og skemaer.
»Den tid kan opfattes som spildtid, hvis medarbejderne ikke kan mærke resultaterne af deres indsats. Der er nok en tendens til, at mange lean-projekter bliver overbureaukratiske med alt for detaljerede analyser, i forhold til, hvad virksomheden reelt får ud af projektet,« siger han.
Opstil økonomiske succeskriterier
Ifølge professor ved erhvervsstudier på Aalborg Universitet, Per Nikolaj Bukh kan der være stor forskel på, hvad ledelse og medarbejdere opfatter som spildtid.
En ingeniør kan føle, at han spilder en stor del af tiden med irrelevante opgaver, hvis han for eksempel bliver knyttet direkte til produktionslinjen, der ikke konstant har brug for hans ekspertise, hvorfor han må løse opgaver, der ligger under hans kvalifikationer. Men for ledelsen giver det mening, fordi det sikrer en hurtig responstid.
»Ledelsen bør i det tilfælde have opsat økonomiske succeskriterier, så de sort på hvidt kan vise, at den hurtigere respons kan betale sig økonomisk. Alt for få definerer den form for finansielle parametre i deres lean-projekt« siger Per Nikolaj Bukh.
Svært at måle fremskridtene
Heller ikke Linaks udviklingafdeling havde defineret kvantificerbare kriterier for lean-processen, og det har gjort det svært at måle reduktionen af spildtid, fortæller udviklingschef Claus Sørensen.
»Der gik over et halvt år, før vi kunne se, at lean-processen havde haft en positiv effekt. Det er svært at opstille økonomiske kriterier for udviklingsarbejde, men set i bakspejlet skulle vi nok have fokuseret på en række delprojekter i stedet for at inddrage samtlige projektledere i lean-processen. Vi skulle have skabt en mindre, men hurtigere succes, der kunne motivere medarbejderne.«
Claus Sørensen understreger, at lean ikke er noget, man indfører én gang for alle, men en vedvarende proces. Netop nu fokuserer Linak på forbedring af planlægningsforløbet i udviklingsprojekterne, så udviklingsingeniørerne kan komme helt af med forsinkelserne.






