/energi

Værste jordskælv i 24 år rammer England

England blev i nat rystet af et jordskælv, der blev målt til 5,3 på Richterskalaen. Dansk seismolog ser intet usædvanligt, som tyder på, at også Danmark stor foran et jordskælv.

Af Andreas Antoni Lund  , onsdag 27. feb 2008 kl. 10:10

Et jordskælv ramte England omkring kl. 1 natten til onsdag og kunne mærkes over store dele af landet. Enkelte hjem led mindre materielle skader, men ingen kom til skade, rapporterer flere nyhedsbureauer.

Skælvet havde epicenter cirka 200 km nord for London i den lille by Market Rasen i Licolnshire. Men skælvet kunne også mærkes i London i flere sekunder.

The British Geological Survey målte rystelserne til 5,3 på Richterskalaen. Det er det voldsomste jordskæl, der har ramt de britiske øer, siden der i det nordlige Wales blev målt et skælv på 5,4 i 1984.

Det britiske jordskælv kommer kun godt en uge, efter Norge blev ramt af sit kraftigste jordskælv nogensinde, men der er intet usædvanligt i, at jordskælv af den størrelsesorden rammer lande, der ligger midt på en tektonisk plade er ikke usædvanligt.

»Det er helt normal aktivitet,« siger Peter Voss, der er seismolog ved Danmark og Grønlands Geologiske Institut, Geus.

Peter Voss forklarer, at det ikke kun er i de tektoniske pladers kanter, der opstår rystelser, når de støder mod hinanden eller glider fra hinanden.

»I områder, som det vi selv bor i, taler man om 100-årsskælv og 1000-årsskælv, hvor der inden for 100 år godt kan komme et jordskælv på richterskala fem og inden for 1000 år et på richterskala seks,« fortæller seismologen.

Derfor kan Danmark også blive ramt af et lignende jordskælv, som det der ramte England i nat. Sidste det skete var i 1985. Der blev skælvet målt til 4,6 på richterskalaen.

»Det sker rundt i verden, at der også kommer kraftigere jordskælv midt i pladen, hvor jorden giver efter,« siger Peter Voss.

Men det er usandsynligt, at vi kan nå op et jordskælv på op til otte på richterskalaen, som ses i andre dele af verden.

»I vores område presser blandt andet den afrikanske plade nordover. De spændinger forplanter sig ind i pladen. Og på grund af spændingerne giver jorden efter nogle steder. Så opstår der mindre skælv,« forklarer seismologen.

Et jordskælv på fem på richterskalaen kan skabe betydelig materiel skade. De britiske øer bliver hvert år ramt af 200 skælv, men kun 10 procent af dem er tilstrækkeligt kraftige til at kunne mærkes.



  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk