/energi

Vindmølleejere: Møllerne bør gennemgås to gange om året

To gange om året skal de danske vindmøller serviceres af firmaer med en ISO 9001-godkendelse. Det vil sikre mod gentagelser af havarerede møller, mener mølleejernes organisation.

Af Thomas Djursing, onsdag 27. feb 2008 kl. 08:29

De danske vindmølleejeres organisation, Danmarks Vindmølleforening, forsøger at imødekomme klima- og energiminister Connie Hedegaards (K) krav om en stopper for flyvende vindmøllevinger ved at trække et gammelt forslag op af hatten.

To gange om året skal alle danske møller serviceres af et kvalitetsgodkendt servicefirma, lyder forslaget. Det indebærer, at alle firmaer, som vil efterse de 5.000 danske vindmøller, skal tvinges til at opnå en ISO 9001 godkendelse af deres kvalitetssystem.

»Det betyder, at en uafhængig instans har gået firmaet igennem og sikret sig, at den nødvendige viden er til stede, i form af manualer, personale, uddannelse samt faciliteter, værktøj og adgang til reservedele,« skriver formanden for Danmarks Vindmølleforening, Asbjørn Bjerre, i et brev til Connie Hedegaard.

Ingen krav til små servicefirmaer og mølleejere
Vindmølleforeningen foreslog at indføre certificeringsordningen i 1992, men dengang besluttede Energistyrelsen, at ordningen var unødvendig og overlod det til branchen selv at lave en frivillig ordning til at sikre kvaliteten af serviceteknikernes arbejde.

I dag eksisterer der en godkendelsesordning, der stiller krav om ISO 9001 til fabrikation og service på møllerne. Men de mindre og uafhængige servicefirmaer er ikke omfattet af kravene, ligesom der ikke stilles krav til mølleejerne om, at service skal udføres.

Danmarks Vindmølleforening er dog overbevist om, at forsikringsselskaber snart vil tvinge servicefirmaerne til at blive ISO 9001-godkendte. I øjeblikket har kun et servicefirma i Danmark en ISO 9001-godkendelse, men »andre er godt på vej«, skriver Asbjørn Bjerre.

Meget tyder på, at mangelfuld vedligeholdelse er årsagen til flere af de seneste måneders havarerede vindmøller.



27. feb 2008 kl 10:14

avatar

Jens Frederik Nyborg

Men det er stadig ikke fejlsikkert...

Vedligehold og sikkerhedsinspektioner er helt klart en forbedring, og vi skal helt klart have flere vindmøller.
Men hvis en ulykke kan ske, så sker den også på et tidspunkt.
Heldigvis har mølleejeren en klar interesse i at sikre sin investering, hvilket borger noget for at vedligeholdet faktisk bliver professionelt og ikke den goe gamle danske (det går nok ;-) ).
Ikke desto er der brug for at forhindre vingen i at kunne flyve vilkårlig langt væk ved overspeed og efterfølgende brud i fastgørelsen til akselen.
Hvad med en bremsefaldskærm i vingespidsen, eller sprængsnor i vingeforkanten der antændes af en detonator ved et brud ?
Er der kendte løsninger til at gøre vingerne egensikre?

Mvh jens


27. feb 2008 kl 13:40

avatar

Holger Skjerning

Ud på havet...!

Er det ikke ligegyldigt, om en vinge flyver knap 1 km eller 1 kilometer? Helt sikkert er det, at de meget høje møller, man absolut vil bygge på land, bør stå meget afsides.
Min konklusion er, at der nu er endnu en grund til at bygge nye møller på havet og mindst 1-2 km fra land. - Mere, hvis de er endnu højere.
Og til Jens Frederik Nyborg, der skriver: "at vi helt klart skal have flere vindmøller".
Du har vist ikke læst de snart et år gamle beregninger, der viser, at vi allerede nu (2004-2006) har måttet sælge ca. halvdelen af vindmøllestrømmen, fordi vores 5000 møller leverer mere strøm, end vi selv bruger (el-overløb), når det blæser kraftigt, som lige nu. - Danmark har derfor meget lidt nytte af endnu flere møller, der blot vil øge størrelsen af dette eloverløb.
Dette har været forklaret på www.ing.dk i flere tråde, og rapporten kan ses på www.reo.dk under "Aktuelt".


27. feb 2008 kl 14:23

avatar

Søren Rosendal Jensen

Re: Ud på havet...!


Og til Jens Frederik Nyborg, der skriver: "at vi helt klart skal have flere vindmøller".
Du har vist ikke læst de snart et år gamle beregninger, der viser, at vi allerede nu (2004-2006) har måttet sælge ca. halvdelen af vindmøllestrømmen, fordi vores 5000 møller leverer mere strøm, end vi selv bruger (el-overløb), når det blæser kraftigt, som lige nu.

Undskyld - men lige nu (kl 14.20) leverer møllerne ca halvdelen af den danske strøm.

http://elmuseet.dk/dkkort/DK20...html

- Søren


27. feb 2008 kl 16:22

avatar

Holger Skjerning

Indrømmet...!

SRJ: Ja, indrømmet. Jeg kan ikke forklare denne modstrid. Blot konstatere, at el-forbruget lige nu er særdeles højt, vel delvis pga. kombinationen af "køligt" og "megen blæst".
Desuden burde møllerne ligge tæt på 3200 MW, hvis det blæser 15-17 m/s i hele landet. - Og de ligger kun på 2500 MW, så det må være mere "stille" i en del af landet.


28. feb 2008 kl 10:49

Tyge Vind

Godt og vel

Til vindmølleejere:
Det er godt og vel med ISO 9001 for at placere ansvar ved fejl, men det er vel nok så viktigt, at møllerne fungerer med den forventede sikkerhed og den ønskede tilgængelighed.
Hvordan vil man sikre dette?
Kun ved normal overvågning og 2 service pr år?

Til: Jens Frederik Nyborg, 27.02.2008 kl 10:14
Kun i sprænggrave og i kk med kogereaktor kender jeg til, at man har lykkedes indeslutte en sprængning forårsaget af høje omløbstal.
F1 biler forsøger i dag med vire for hjul med periferihastigheder op mod 100 m/s, men det lykkes ikke altid. Der samler man jo tusenvis af mennesker nogen få meter væk, så der er det vel berettiget.

En svaghed for vindmøllerotorer er, at man ikke kan teste dem ved max omløbstal under helt sikre forhold.
Det kan man med alle turbinerotorer, og jeg vil tro, at man tester både propellere og helikopterrotorer sikkert.

Til: Holger Skjerning, 27.02.2008 kl 16:22
Heller ikke vindmøller har 100% drifttilgængelighed, selv om de også står stille ret lange tider.
Omkring 80% tilgængelighed kan vel anses være normalt med ~10% frivillig og ~10% ufrivillig afstilling.

Mvh Tyge


02. mar 2008 kl 15:46

avatar

Holger Skjerning

En stikprøve...!

Lige nu (3.3.08 kl. 15.40) med blæst, ca. 14 m/s, producerer møllerne 2540 MW, og vi eksporterer næsten 1000 MW. De decentrale er skruet i bund, mens de centrale leverer 1700 MW. Måske fordi man forventer hurtigt aftagende vind??? - Det kræver en forklaring!


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.

Eksterne links om klima
Klimadebat.dk