Tysk anklager dropper igen bestikkelsessag mod Dong
Dong kommer ikke for retten. De tyske myndigheder afviser en bestikkelsessag mod Dong Energy.
Læs også
Læs mere om
Statsadvokaten i Stralsund afviser en anmeldelse for bestikkelse, som to modstandere af Dong Energys planlagte kulkraftværk ved den lille by Lubmin i det nordøstlige Tyskland har rejst, skriver Ostseezeitung.
Dong blev før jul anmeldt for at have tilbudt Lubmins borgmester, Klaus Kühnemann, penge til støtte af sportsklubber.
Borgmesteren har bekræftet historien, men afviste pengene. Han mente heller ikke, at sagen ville kunne holde i retten. Det er den tyske statsadvokat enig i.
Der går et par uger før sagen formelt er afvist, men det skyldes kun, at Dongs advokat har bedt om at kunne aflevere en stillingtagen. Statsadvokaten venter nu på at modtage den. Herefter bliver sagen lukket, siger statsadvokaten til Berlingske Tidende.
Statsadvokaten havde tidligere henlagt sagen, men tog den op igen, da borgmester Klaus Kühnemann fik tilladelse af kommunalbestyrelsen til at udtale sig til politiet.
En advokatundersøgelse, som Dong selv bestilte, har også frikendt selskabet for bestikkelse.






