Biogasforening: Tvivlsomt om vi kan bygge 25 anlæg på tre år
Det bliver stort set umuligt at opføre de 25 biogasanlæg inden 2011, der er en af forudsætningerne i politikernes nye energiaftale, vurderer Foreningen for Danske Biogasanlæg.
Læs også
-
Biomasse slår vindmøller som Danmarks største energisatsning
Læs mere om
Dokumentation
Det bliver vanskeligt at nå at opføre de 25 biogasanlæg på tre år, som indgår i regeringens mål om, at 20 procent af Danmarks energi skal komme fra bæredygtige kilder. Det siger Aksel Buchholt, der er formand for Foreningen for Danske Biogasanlæg.
»Jeg kan være i tvivl, om der vil blive bygget de omkring 25 anlæg, som regeringen ønsker inden 2011. Men energiaftalen betyder da et løft for biogas, og der vil sandsynligvis blive bygget flere biogasanlæg end i dag, fordi det forhåbentligt bliver rentabelt,« lyder hans vurdering.
Aksel Buchholt påpeger, at det tager to til tre år at bygge et biogasanlæg med tilhørende papirarbejde.
»Alt for meget papirarbejde, som kører mange mennesker træt,« siger Aksel Buchholt.
Desuden kræver biogasanlæg både meget plads og adgang til store mængder af gylle.
Biogasforening: Afregning skal følge prisudvikling
De danske regler har længe bremset, at der blev bygget biogasanlæg herhjemme, fordi det lave tilskud gjorde det urentabelt. Det skal et bredt energiforlig, som regeringen har indgået med Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, SF, de Radikale og Ny Alliance, lave om på.
Forliget betyder, at eksisterende og nye biogasanlæg får en fast elafregningspris på 74,5 øre/kWh, samtidig kan der opnås et pristillæg på 40,5 øre/kWh, hvis biogassen anvendes sammen med naturgas.
Elafregningen og pristillægget skal ikke følge den generelle prisudvikling, men er lagt på 60 procent af udviklingen. Men det er netop problemet, siger Foreningen for Danske Biogasanlæg.
»Hvis økonomien skal hænge sammen, skal vi have en 100 procents indeksering. Og hvis den kom til at ligge på 60 procent, skulle vi have haft 81 øre per kWh i elafregning, som vi anbefalede,« siger formanden, Aksel Buchholt. Altså 6,5 øre mere per kilowatttime end regeringen har afsat.
Ifølge ham afhænger det endelige resultat af de underaftaler, der skal indgås nu.
Kurt Hjort-Gregersen, der forsker ved Fødevareøkonomisk Institut, har tidligere peget på, at også besværligheder med at finde en placering spiller ind. Til dels fordi det er svært at skaffe organisk affald til produktionen.






