Vestas-mølle kollapsede med et brag
Med et brag havarerede en løbsk Vestas-mølle i Østjylland, efter bremsesystemet satte ud i et voldsomt blæsevejr. Havariet er det fjerde med Vestas-møller på kort tid.
En løbsk Vestas-mølle fik kun lov til at snurre ukontrolleret i den kraftige vestenvind i få timer, før med et brag kollapsede, skriver TV2 Østjylland.
Kun en tredjedel af møllen står tilbage - resten er spredt ud over området.
Vindmøllen blev produceret for 10 år siden og kom ud af kontrol fredag formiddag ved Hyacintvej i Hornslet i Østjylland, da bremsesystemet svigtede.
»Presset på den blev for stort på grund af den hårde vind. Bremserne er jo netop til for at bremse den i sådan et vejr,« siger kommunikationschef Peter Kruse fra Vestas til Jyllands-Posten.
To Vestas-teknikere var oppe i møllen, da bremsesystemet gik i stykker, men fik hurtigt benene på nakken, da møllen løb løbsk, skriver Jyllands-Posten. Siden afspærrede Falck og politi området i en radius på 400 meter.
Havariet sker, tre uger efter en Vestas-mølle havarerede i Sverige og slyngede en møllevinge 40 meter væk. Tidligere har der også været havarier med vindmøller i Skotland og det nordlige England.






