Smeltende permafrost fyrer op i det globale drivhus
FN advarer om, at afsmeltningen af permafrost omkring Arktis medfører udslip af metan i et omfang, der kan få uoprettelige konsekvenser for klodens tilstand.
Når temperaturen stiger i frosne søer begynder mikroorganismer på bunden at producere metan. Drivhusgassen stiger op til overfladen og bobler ud gennem våger i overfladen. (Illustration: UNEP)
Læs også
Læs mere om
Dokumentation
Forskere under FN´s miljøprogram UNEP advarer om, at udslippet af drivhusgassen metan fra smeltende permafrost kan skabe irreversible klimaændringer.
Ifølge en årsrapport fra UNEP viser nye undersøgelser, at udslippet af metan fra permafrost er undervurderet, og derfor er der akut behov for nærmere undersøgelser.
I øjeblikket slipper der mellem 150 og 250 millioner tons metan ud i atmosfæren fra vådområder om året, og en tredjedel kommer fra Arktis, fremgår det af en rapport fra FN's klimapanel.
Metan har kun en levetid i atmosfæren på omkring 10 år, men som drivhusgas virker metanen 25 gange kraftigere end CO2.
Sibiriske flodområder indeholder ti gange mere metan end atmosfæren
I dag er der bundet mellem 750 og 950 milliarder tons metan i organiske forbindelser i den arktiske permafrost, der er defineret som jord, som har været frossen i over to år.
De stigende temperaturer på kloden vækker de organiske forbindelser til live i vådområder, hvor mikroorganismer begynder at producere metan under iltfri forhold.
En vurdering lyder på, at 50 milliarder tons metan alene kan slippe fri i de sibiriske flodområder. Det svarer til ti gange atmosfærens indhold af metan i dag.
»Observationer af smeltende floder i det nordøstlige Sibirien gennem de seneste årtier tyder på, at den udvikling allerede er i gang«, fremgår det af årsrapporten fra UNEP.
Temperaturen på Arktis stiger dobbelt så hurtigt som i resten af verden
En yderligere grund til bekymring er, at Arktis i øjeblikket oplever temperaturstigninger, der er dobbelt så høje som i resten af verden. Udviklingen skyldes en række feedback-mekanismer, som forskerne kun mener at have identificeret en del af.
Én feedback-mekanisme er afsmeltningen, der giver mindre is og dermed mindre områder, som reflekterer solen. En anden er, at afsmeltningen øger koncentrationen af ferskvand og bidrager til at ændre havstrømmene.
Tidligere computersimuleringer har vist, at de øverste tre meter af permafrosten på den nordlige halvkugle vil smelte inden 2050 i over halvdelen af områderne dækket af frossen jord og op til 90 procent inden 2100.
