Sandsynligheden for, at dit udtjente fjernsyn eller gamle mobiltelefoner ender sine dage med at blive indsamlet eller genanvendt via et kontrolleret system, er blot 25 procent, også selv om det elektroniske udstyr er produceret i Europa.

En rapport fra miljøorganisationen Greenpeace konkluderer, at 6,6 ud af de 8,7 millioner tons elektronikskrot fra europæiske producenter forsvinder ud i den blå luft. Myndigheder kan ikke redegøre for, hvad der sker med indholdet af eksempelvis krom, bly, cadmium PVC og bromerede flammehæmmere.

Tal fra Miljøstyrelsen i august 2006 viste, af ud fra elektronikaffald fra tv, mobiltelefoner, monitorer og computere kunne der ikke redegøres for 6.764 tons alene i Danmark.

Greenpeace vurderer, at elektronikskrottet havner i Asien og Afrika, hvor lokale opkøbere tager imod affald for at udvinde og videresælge de værdifulde metaller såsom guld, bly og jern. Men den handel er skidt miljømæssigt, idet opkøberne kun har øje for det direkte salg af metallerne. Graden af genindvinding på det sorte marked ligger således i nogle tilfælde på 20 procent.

At størstedelen af elektronikaffaldet undslipper et kontrolleret indsamlings- og genbrugssystem, viser ifølge Greenpeace, at lovgivningen har spillet fallit.

Dels er eksporten af elektronikskrot fra OECD-lande til ikke-OECD-lande ulovlig ifølge Baselkonventionen, dels er producenterne forpligtede til at indsamle og organisere indsamlingen og håndteringen af affaldet ifølge Waste Electrical and Electronic Equipment-direktivet.

I Danmark er direktivet udmøntet i en kollektiv ordning, så elektronikproducenterne betaler lige meget for indsamlingen, uanset hvor miljø- og genbrugsvenlige deres produkt er. Greenpeace mener, at det ikke opfordrer producenterne til at levere mere miljøvenlige produkter. Miljøorganisationen har derfor anbefalet miljøminister Troels Lund Poulsen (V) at forsøge at ændre direktivet til et individuelt producentansvar.