Åbne spørgsmål...!

Ved vi, om man ramte satellitten i dens laveste punkt (perigæum) - eller om man ramte lidt tidligere i banen, hvor den hastighed er skråt nedadrettet imod Jorden? - Dette ville formodentlig få de fleste dele til hurtigere at brænde op i atmosfæren.
Ved vi, hvor eksentrisk ellipsebanen var?
Det lyder også mystisk, at en granat uden sprængladning kan splintre en satellit på "busstørrelse" så effektivt, at ingen dele stadig er "store".
Endelig kan de dele, der ved kollisionen får en forøget hastighed i vandret retning forblive i kredsløb relativt længe, da en stor del af deres bane ligger længere ude i rummet, og derfor får formindsket luftmodstanden.

Hvorfor sprænghovede ikke er nødvendigt

Med 11600 m/s. som er resultatet af 27000 km./t. + missilets 4000 m/s. som kollisions hast mellem de to. er den kinieiske energi så voldsom at der nærmst opstår en eksplotion uden sprængstof.
jeg har set kampvogne ramt af KE skud (kinetisk energi projecktiler: Tungsten eller uran "bolte") med "bare" mellem 3 til 5000 m/s. og her flås kampvognen næsten fra hinanden og alt inden i antændes af varmeudvikling ved træf.
Så med mere end 11000 m/s. er effekten så voldsom at det skulle overraske mig hvis der er relle faste og eller massive stumper støre end en knytnæve tilbage (her er jo heller ikke tale om en kampvogn eller noget panseret objekt men en relativ skrøbelig sattelit)
Det er svært at tro for mange at bare et massiv projecktik kan forårsage så stor skade ved kun hastighed men man bliver virkelig overrasket når man ser effekten af et "pile" skud (KE round) på en kampvogn, skaderne er ganske enkelt chokerende voldsomme, og det som sagt med langt under den halve hastighed.
Missilets vægt og densitet skal også tages med i beregningen og den er mange gange mere end eks. et kanon projecktil hvor ved effekten ved den enorme hast og store vægt vil være overvældende stor og voldsom på den uarmerede og trods størelsen relativ lette sattelit.
En bil på omkring sattelitens 2,3 tons ramt af et kanon KE. skud har jeg også set og her splintres bilen nærmest til små stumper.
Så den sattelit er næsten blevet smadret til atomer ved så voldsom kraft påvirkning.
Der kommer nok ikke noget af betydning ned om noget overhoved?

Re: Hvorfor sprænghovede ikke er nødvendigt

(her er jo heller ikke tale om en kampvogn eller noget panseret objekt men en relativ skrøbelig sattelit)

Ville det egentlig ikke gøre destruktionen mindre? Jeg mener, er der så ikke en større del af missilet der fortsætter på den anden side, uden at afsætte sin energi i målet?

En "kinetisk eksplosion"...!

Tak til Michael Julin. - Den forklaring lyder overbevisende. Især den om bilen, der nok mest minder om en satellit. - Men konklusionen må så være, at endnu flere af disse mindre dele får hastigheder, der kan få baner med forlænget levetid.

Re: Re: Hvorfor sprænghovede ikke er nødvendigt

Jeg formoder at når de skriver de har lavet et såkaldt "kinetic kill vehicle", så er dette specielt lavet til formålet og at give max. effekt på nettop sattelitten.
Hvis der var tale om en DP. panserbrydende penetrator som i et "alm" KE projecktil så har du nok ret i at det ville smadre lige gennem satteliten og fortsætte som det knap nok var der.
Det er jo også af samme grund man netop til kanoner mm. har forskellige typer panserbrydende ammo. man skyder ikke med et projecktil beregnet til en svært panseret kampvogn efter en upanseret bil, hvis det decideret er bilen der er målet og man ønsker max. effekt på det mål.
Lidt det samme som du heller kke bruger skarp spids (FMJ) projecktiler til jagt men expanderende af slagsen så de overføre maximal energi i målet for størs mulig "kill" effekt (knock down power) et FMJ. ville smutte lige gennem dyret og efterlade minimal skade og chock effekt og kun anskyde dyret.
Tror bestemt det samme gør sig gældende her.
Misilet har helt sikkert haft et KE. "hovede" specielt lavet til at overføre alt energien til satteliten. (og det er nok DET de mener med "kinetic kill vehicle",?)

Stumper?

Jeg formoder de har beregnet effekten og hvad der sker og at stykkerne vil brænde op. (de er formodenligt ikke helt tabt bag en "vogn" i NASA og US millitary)

Strengt taget ved vi vel kun hvad de selv har fortalt os...

Husk nu på at det er "skæg og blå briller"-branchen vi her beskæftiger os med.

Strengt taget ved vi jo ikke om det er en defekt spionsatellit der er blevet skudt i stykker eller om det er en attrap med en fjernudløsbar sprængladning som er knaldet af samtidig med at et missil er blevet styret så tæt på som det nu kunne lade sig gøre.

Der kunne være gode grunde til at bluffe sig til respekt på satelit-bekæmpelsesområdet uden samtidig at risikere at en rigtig spion-satellit skulle havne i en fjendtlig magts undersøgelseslaboratorier.

Re: Strengt taget ved vi vel kun hvad de selv har fortalt os...

Der kunne være gode grunde til at bluffe sig til respekt på satelit-bekæmpelsesområdet

- ja ja, vi stod/sad netop og savnede en passende dosis konspirationsteori; så tak for dit input! :))

Re: Strengt taget ved vi vel kun hvad de selv har fortalt os...

Ikke "konspirationsteori"; "kildekritik" om jeg må bede!

Hvis man for eksempel studerer forarbejdet til operation overlord i sin tid, vil man vide at et dygtigt udført stykke vildledning er uendeligt meget værd før og under en kritisk situation.

konspirations teori

Det kunne også være at de rent faktisk SKØD! den sattelit ned. og skulle der være lidt konspirations teori så kunne det tænkes at satteliten fra begyndelsen var meningen at skulle skydes ned, og en god undskyldning for at afprøve deres rum missiler mm.

Re: Åbne spørgsmål...!

Ved vi, om man ramte satellitten i dens laveste punkt (perigæum) - eller om man ramte lidt tidligere i banen, hvor den hastighed er skråt nedadrettet imod Jorden? - Dette ville formodentlig få de fleste dele til hurtigere at brænde op i atmosfæren.
Ved vi, hvor eksentrisk ellipsebanen var?

Jeg er langt fra rumfartsekspert, men jeg har fundet følgende.

Launch date: December 14, 2006 at 21:00:00 UTC[2]
Launch vehicle: United Launch Alliance Delta II-7920 rocket[5]
Launch site: Vandenberg Air Force Base, California, United States[2]
Launch facility: Space Launch Complex 2[6]
Orbit data: not officially available.[7] Reported by amateur observers to be
349 km × 365 km × 58.48° after launch, 2006-12-14[8]
255 km × 268 km × 58.48° on 2008-02-11,[9] and
244 km × 261 km × 58.50° on 2008-02-19.[10] The orbit was decaying rapidly

Banerne virker ikke specielt elliptiske. Det kan skyldes, at man ikke har fået den i den tiltænkte bane, da man mistede kontrollen med den, eller at sattelitten ikke er af en type hvor en stærkt elliptisk bane er ønskelig.

Overdrevne forventninger...!

Michael Julin skriver:
"Jeg formoder de har beregnet effekten og hvad der sker og at stykkerne vil brænde op. (de er formodenligt ikke helt tabt bag en "vogn" i NASA og US millitary)"
Øh, tror du virkelig, at man kan forudse, hvilke retninger "sprængstykkerne" vil tage efter kollisionen? Nix, det er aldeles umuligt! - Så de er faktisk tabt bag en vogn, derovre !!!
Og derfor mener jeg stadig, at der vil være dele, der i længere tid vil blive i kredsløb i nye ellipsebaner.

Re: Overdrevne forventninger...!

Nix, det er aldeles umuligt! - Så de er faktisk tabt bag en vogn, derovre !!!
Og derfor mener jeg stadig, at der vil være dele, der i længere tid vil blive i kredsløb i nye ellipsebaner.

Holger du skriver det flere steder, men jeg mener altså ikke du har ret.

Som vi blev enige om tidligere, så kan perigæum (tak for DK oversættelse) ikke hæves ved nedskydningen, og alle delene vil derfor stadig blive bremset af atmosfæren i den lave del af deres bane.
Mere præcist, så vil alle bane efter nedskydningen have perigæum i maximalt den højde hvor nedskydningen fandt sted.
Derfor er det også smartest at ramme satellitten i lavest mulig højde (altså i dens hidtidige perigæum).

Samtidig tyder alt på at alle delene er blevet ganske små, hvilket normalt vil betyde at de ikke vil overleve mere end et par enkelte orbits, før reentry.

Der må man forvente, at stort set samtlige stumper vil være brændt op, inden satellitten ellers ville have haft reentry om et par uger.

Selvfølgelig kan man ikke udelukke at enkelte dele får så stor energi at de får kredsløbstider på mange dage eller uger... eller for den sags skyld at de undslipper jorden helt.

Men alle baner med banetider på flere dage, opholder sig næsten hele tiden udenfor det område hvor vi har satellitter af betydning, nemlig udenfor geostationært kredsløb (der netop udmærker sig ved at have en omløbstid på 1 dag).
Jeg vil tro at en grundigere gennemregnin vil vise, at den bane som stumperne kan opnå, med størst risiko for kollision med andre satellitter, er en bane med apogæum i geostationært kredsløb, og et perigæum der ikke er blevet sænket.

Iøvrigt er der en lovmæssighed ved tilfældige sammenstød, der betyder at det er de mindste stumper der opnår de højeste hastigheder. Delene der ender i lange elliptiske baner, er altså også dem der skal mindst luftmodstand til at bremse ned til reentry.

Samtidig kan man også let vise, at jo mere energi sådanne stumper har fået ved nedskydningen, jo mere sandsynligt er det at de også får sænket deres perigæum væsentligt. Dvs. at de fleste af de stumper der faktisk blev skudt ud i lange ellipsebaner, også vil have fået sænket deres perigæum.
Da udgangspunket var et umådelig lavt perigæum på 247 km (for banedynamikken, er det mere relevant at se højden over jordens centrum, altså ca. 6371 km + 247 km = 6608 km), og den skal blot sænkes ca 100 km, dvs. < 2%, for at stumpen vil have reentry allerede efter første kredsløb, så vil næsten alle de dele der har fået lange elliptiske baner, blot opholde sig 1 enkelt dag indenfor geostationært kredsløb (men evt. lang tid over geostationært kredsløb, hvor de ingen skade gør).

Så mon ikke at Michael har ret - NASA og USAF har faktisk overvejet det her, og formentlig også brugt andet end bagsiden af en serviet til at regne lidt på det også.
Jeg kan ihvertfald ikke se at operationen får nogen effekt af betydning, på populationen af menneskeskabte fremmedlegemer i kredsløb om jorden.
Men det kunne da være meget spændende at se deres beregninger. Mon de er tilgængelige et sted nu?

tilgang til beregninger?

DET tvivler jeg seriøst på de er og nogensinde bliver.. USA og deres millitær er ikke de mest åbene om sådanne ting især ikke så seriøse saget som sattelit nedskydning og den slags uah uha...

Næsten enighed - i praksis...!

Til Richard Tøpholm: Dine betragtninger er jeg næsten enig i. - Det var mest udtrykket: "Jeg formoder de (NASA) har beregnet effekten, og hvad der sker, og at stykkerne vil brænde op" - som jeg måske overfortolkede. - Det, jeg mener, er, at hvis satellitten indhenter projektilet, eller rammes i siden med en hastighedsforskel på vist 6-8000 km/time, så er der ingen computerprogrammer, der kan beregne virkningen, bortset fra tyngdepunktets (det fælles!) bevægelse efter kollisionen. - Det er simpel impulsbevarelse, men det siger intet om stykkernes antal eller deres størrelse - og kun lidt om deres hastigheder. Men man kan skønne noget om det.
Og derfor må der være et antal ikke-helt-små dele, der får et "skub" i satellittens bevægelsesretning - og derved kommer "op" i en bane, hvor de kun kortvarigt (nogle gange pr døgn) bremses lidt. - Og derfor - med ikke-helt-lille sandsynlighed bliver deroppe i dage eller uger.
Og så påstår jeg, at hvis satellitten ikke rammes i perigæum, KAN også nogle dele gå ind i baner med højere perigæum - og derved overleve endnu længere.
Men enig i, at langt det meste nok vil brænde op efter minutter, timer eller dage.