/transport

Intelligent trafikstyring skal give københavnerne ren luft

Københavns Kommune går selv forrest med intelligente trafiksystemer, der først og fremmest skal gøre det lettere at være cyklist og mindske luftforureningen.

Af Birgitte Marfelt, torsdag 21. feb 2008 kl. 13:22

Mens staten endnu tøver, lægger København planer for at styre trafikken i storbyen med intelligente hjælpemidler.

Fra 2010 skal en ny strategi for intelligent trafikstyring (ITS) føres ud i livet for fuld kraft, men allerede nu bliver der brugt millioner på at styre trafikken intelligent og på den måde mindske trængsel, spare liv, forbedre klimaet og gøre borgerne sundere.

»ITS bliver forhåbentlig det næste store anlægs-fyrtårn i København. For når man ikke kan bygge sig ud af sine trafikproblemer, er ITS en effektiv måde at styre trafikken på,« siger civilingeniør Filip Zibrandtsen, områdechef for trafikdesign i Københavns Kommune.

ATV, Akademiet for de Tekniske Videnskaber, slog sidste år fast, at ITS kan give op til 15 procent mindre kødannelse og anbefalede derfor det offentlige at gå foran med investeringer for at afhjælpe det enorme pres fra trafikken, der i 2030 vil være vokset til det dobbelte af i dag.

I modsætning til staten, der endnu ikke har afsat ITS-midler af betydning, går København gerne i teten. Filip Zibrandtsen nævner parkeringsstrategien som et vigtigt element, fordi den vil få betydning for miljøet. Og netop et bedre miljø er et af ITS-strategiens vigtigste succeskriterier, når den samfundsmæssige effekt skal måles.

»Det er luftkvaliteten, der afgør, hvilke initiativer vi sætter i gang. Derfor er det også først og fremmest cyklisterne, vi vil lette vejen for,« siger Finn Zibrandtsen.

Endnu er kommunens ITS-ressourcer få: Fire mand i trafikdesignafdelingen. Borgerrepræsentationen skal til marts afgøre, hvor ambitiøs kommunens ITS-strategi i 2010 bliver.

Derefter kan planlæggerne gå i gang med at lægge den fast i detaljer sammen med de entreprenører, som snart bliver prækvalificeret til at byde på opgaven. Praktisk og teknisk er der ingen grænser:

Ifølge Finn Zibrandtsen koncentrerer kommunen sig om at plukke de lavthængende frugter de første tre år, hvor budgettet er syv millioner kroner. Det skal vise deltagerne på næste sommers klimakonference, at det ikke bare er af navn, men også af gavn at København sætter miljøet på dagsordenen.

Lyskryds skal tilpasse sig trafikken
I dag er kommunens 381 signalanlæg samordnede og tidsstyrede, så de er tilpasset trafikken på forskellige tider af døgnet, typisk morgen-, dags-, eftermiddags- og natprogrammet.

Men allerede i 2005 etablerede kommunen systemet Centap til adaptiv styring af 11 signalanlæg på den såkaldte centrumforbindelse mellem Amagermotorvejen og Vasbygade. Adaptiv vil sige, at signalerne konstant tilpasses tilpasses trafikken lige nu og her.

De nye signalanlæg har allerede skabt fem procent mere kapacitet på strækningen, som hidtil har været overbelastet i myldretiden. Det betyder kortere transporttid, mindre energiforbrug og forurening og sparede kommunale midler til drift og vedligehold.

Derfor vil formentlig også Holbækmotorvejens indføring gennem Folehaven og Ellebjergvej blive forsynet med adaptiv signalstyring.

Længere ude i fremtiden venter den GPS-styrede singlespace-detektering af p-pladser, advarlser om om køer og færdelsuheld, variabel hastighedsregulering og den intelligente gade, som i skoletiden kan være indrettet til langsom trafik eller gågade og uden for skoletid til trafik med højere hastighed.



22. feb 2008 kl 00:59

Nils Grøngaard

ITS - nu for cyklister

Det er værd at bide mærke i, at systemet iflg. Filip Zibrandtsen primært skal lette vejen for cyklister. Det er et utroligt positivt signal, for hidtil har lignende tiltag mig bekendt altid sigtet på at effektivisere flowet af biler, hvilket måske nok har løst nogle umiddelbare problemer, men i sidste ende gjort mere skade end gavn ved at styrke biltrafikkens konkurrenceevne overfor ikke mindst cykeltrafikken.

Den nye kurs for brugen af ITS er således afgørende, hvis målsætningen om at forbedre miljøet skal stå til troende.


Ny i debatten? Opret en brugerkonto

  • Seneste nyt
  • Mest læste
  • Topdebat
Populært på Facebook
 

Nyhedsbrev

Tilmeld dig vores nyhedsbrev.